DR Kommunikation

Nordmændene er solgt til Hammerslag

Pressemeddelelse   •   Okt 29, 2010 10:30 CEST

I hvert fald har Norges svar på DR, NRK, købt retten til at bruge formatet i endnu en sæson af DR Internationalt Salg. Når programserien er tilbage onsdag den 3. november klokken 19.45 på NRK1 er det priser på Sørlandet, der skal gættes om.

I Norge går programmet under navnet ’Solgt!’, og ifølge NRK har programmet fået stor succes i første sæson med i gennemsnit 515.000 seere hver gang. Samlet set svarer det til, at 45 procent af alle nordmænd med fjernsynet tændt onsdag aften, ser programmet.

”’Hammerslag’ har vist sig at være et stærkt koncept – også internationalt, hvor det udover i Norge også kører på TV4+ i Sverige. Vi har det med, når DR Internationalt Salg deltager i tv-salgsmesser i for eksempel Cannes. Ret beset er det jo noget, der potentielt kan laves i alle lande,” siger chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø.

Han hedder Frode
Sjovt nok hedder Norges første vært på ’Hammerslag’ også Frode – nøjagtig som han gjorde, da Frode Munksgaard bød velkommen til det første danske program på DR1 den 9. maj 1994 klokken 20.30. I Norge er den 31-årige Frode Søreide vært.

Herhjemme sender DR1 lige nu ’Hammerslag’ hver tirsdag, og i næste uge besøger mæglerne og værten Peter Ingemann Bornholm for at se på ejendomspriserne her. ’Hammerslag’ blev i tirsdags set af 984.000 seere – eller 40,5 procent af alle med fjernsynet tændt mellem klokken 20.00 og 20.30.