Danske Bank A/S

Ny formand i Danske Bank

Pressemeddelelse   •   Feb 11, 2011 09:20 CET

Alf Duch-Pedersen, formand for Danske Banks bestyrelse gennem syv år og bestyrelsesmedlem i banken gennem 11 år, har besluttet ikke at genopstille til valg til bestyrelsen på generalforsamlingen 29. marts 2011.

Danske Banks bestyrelse forventer efter generalforsamlingen at konstituere sig med nuværende næstformand Eivind Kolding som ny formand.

”Forberedelsen af den garanterede kapitaludvidelse er godt i gang, og Danske Bank har henvendt sig til den danske regering med anmodning om tidligere tilbagebetaling af den danske stats hybridkapital. Desuden er generationsskifte og internationalisering ved at være gennemført i bestyrelse og direktion. Danske Bank koncernen er på vej ind i en ny epoke efter finanskrisen, hvor koncernen skal videreudvikles og forfølge attraktive forretningsmuligheder. På den baggrund mener jeg, det nu er tid at overlade opgaven til andre. I Eivind Kolding har bestyrelsen allerede en dygtig og meget kompetent kandidat klar til at overtage hvervet som formand,” siger Alf Duch-Pedersen, formand for Danske Bank.

Ny bestyrelseskandidat
Bestyrelsesmedlemmerne Birgit Aagaard-Svendsen og Sten Scheibye ønsker ikke genvalg på generalforsamlingen 2011. Bestyrelsen indstiller i stedet Niels B. Christiansen, koncerndirektør for Danfoss, til valg på generalforsamlingen.

”Niels B. Christiansen står i spidsen for en stor danskbaseret, international koncern og tilfører bestyrelsen yderligere indsigt og kompetence inden for store industrivirksomheder samt international ledelse,” siger Alf Duch-Pedersen.

Bestyrelsen mener, at otte generalforsamlingsvalgte medlemmer samt medarbejdervalgte repræsentanter kan sikre et effektivt bestyrelsesarbejde. Samtidig åbner det mulighed for, at den nye formand sammen med sin bestyrelse i de kommende år kan indstille nye medlemmer til generalforsamlingen.

Med venlig hilsen
Danske Bank A/S

Kontaktperson:
Pressechef Anders Klinkby, telefon 45 14 57 95 / 25 10 19 19