Reenbergs ApS

Ny genial holder til opvaskebørsten

Pressemeddelelse   •   Nov 02, 2010 10:25 CET

Det danske designfirma, Reenbergs, udvider deres kollektion og sender 2 nyheder på markedet: Magnetiske knager, der kan opsættes overalt i hjemmet – og nemt flyttes igen. Samtidig lanceres en magnetisk holder til opvaskebørsten, som nu endelig får sin helt egen plads: i vasken, men ikke i vejen. 

Magnetiske knager er en enkel løsning på en række situationer i dagligdagen. De kan anvendes til grydelapper på siden af ovnen, til vaskeposer og klemmer på vaskemaskine og tørretumbler, til viskestykker, forklæder og våde gummihandsker i køkkenet, på køleskabet, fryseren osv. Knagerne kan placeres på alle metaloverflader i hjemmet, også eksempelvis radiatorer og vandrør.

”Folk bliver overraskede over magneternes kraft. De er meget anderledes end almindelige køleskabsmagneter og stærke nok til at kunne hænge på noget rundt, så fx gamle vandrør i badeværelset kan inddrages til ophæng af vaskeklude, køkkensvampe osv. Vi har brugt megen tid på at eksperimentere med magneterne for at finde frem til, hvor stærke de skal være for at kunne holde til noget og samtidig være lette at tage af igen,” fortæller opfinder Line Vilstrup fra Reenbergs.

Enkelhed og fleksibilitet
Fleksibilitet er nemlig en afgørende faktor. Knagen kan hurtigt hives af og sættes et nyt sted, så fx viskestykket følger med hen, hvor der er brug for det – og så man nemt kan flytte rundt på knagerne, når der opstår nye behov. Hver knage har en bæreevne på 225 gram og findes i de traditionelle farver hvid, grå og sort samt i limegrøn og pink for at matche en farverig indretning. Knagerne forhandles i Inspiration og Kop & Kande samt på www.reenbergs.dk til den overkommelige pris af 99,95 kroner for en pakke med tre styk. 
Reenbergs har tidligere præsenteret en anden magnetbåren opfindelse, karkludstangen, og nu kommer endnu et nyttigt produkt til vasken: en magnetisk holder, så køkkensvamp og opvaskebørste også får deres egen plads.

God hygiejne og rene linjer i køkkenet
”Opvaskebørsten har det med at flagre omkring – den ligger på bordet og laver mærker eller havner på bunden af vasken og skal flyttes hele tiden. Derfor har vi opfundet holderen, så børsten er lige ved hånden og alligevel af vejen,” siger Line Vilstrup.
I den magnetiske holder hænger opvaskebørsten diskret nede i vasken og er lettilgængelig uden at skæmme helhedsindtrykket af køkkenet. Trods sine blot 2,5 cm i dybden kan holderen også rumme en køkkensvamp, og både børste og svamp tørrer på den måde væsentligt hurtigere end på vaskens bund eller inde i et skab – og det er med til at begrænse udviklingen af bakterier.

Gennemtestet funktionalitet
”Vi har udført en lang række test for at sikre, at holderen fungerer i praksis – at opvaskebørsten er let at lægge ned og hurtig at tage op, at svampen sidder fast og samtidig får luft til at kunne tørre, at der ikke samler sig kalk nogen steder osv. Funktionaliteten er lige så vigtig som lækkert design – det handler jo om ting, vi bruger hver dag,” siger Line Vilstrup.
Alle Reenbergs’ produkter er overfladebehandlede, så de kraftige industrimagneter ikke ruster, og et grundlæggende princip er, at de monteres uden brug af værktøj. Ligesom knagerne opsættes holderen med magneter og er således nem at fjerne igen, når vasken skal rengøres. Den findes i farverne hvid, grå og sort, og til en pris på 89,95 kroner er den en oplagt gaveidé af den overraskende slags: Du opdager først, at du mangler den, når du ser den.

Nærmeste forhandler oplyses på tlf. 22 66 00 05 – se mere på www.reenbergs.dk.