Beskæftigelsesministeriet

Ny genvej til højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft

Pressemeddelelse   •   Nov 19, 2010 08:39 CET

Danske virksomheder får nu et nyt site, der gør det lettere at rekruttere højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet.

Danmark kommer fremover i hård konkurrence om højtkvalificeret arbejdskraft. Derfor har Beskæftigelsesministeriet, i samarbejde med danske uddannelsesinstitutioner, myndigheder og Consortium for Global Talent, udviklet et nyt site, der er målrettet højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Det nye site er et redskab, der gør det nemmere for danske virksomheder og internationale eksperter at finde hinanden.

- Vi skal tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet for at sikre, at danske virksomheder får adgang til nye kompetencer og specialviden. Det er nødvendigt for at sikre vækst og velfærd i fremtiden. Vi har brug for højtkvalificeret arbejdskraft, så vi fremover fortsat kan markere os på det globale marked, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg. 

Det nye site www.workindenmark.dk/highly-skilled på workindenmark.dk åbner den 18. november 2010. Sitet er målrettet danske private og offentlige virksomheder og højtkvalificerede udenlandske arbejdstagere. Det indeholder en job- og cv-bank samt målrettet information om at arbejde og leve i Danmark. Derudover kan brugerne få hjælp til rekruttering og jobsøgning fra de tre Workindenmark-centre i Århus, Odense og København.

Kontakt

Ønsker du kommentar eller interview med beskæftigelsesminister Inger Støjberg, så ring til vores pressetelefon T: 51 23 28 30

Maria Nørby

Kontorchef
Arbejdsmarkedsstyrelsen

E: man@ams.dk

T: 35 28 84 67