Uno Koncept A/S

Ny naturlegeplads i boligforeningen Bjergbakken

Pressemeddelelse   •   Aug 29, 2012 12:56 CEST

Robinson Crusoe er landet i Roskilde med sit strandede skib, den øde ø, palmerne og hytten. Det er til glæde for børn og forældre i boligforeningen Bjergbakken.

Skibet er strandet i vandkanten, men man kan stadig gå om bord og forestille sig en tur på bølgerne blå. Palmerne vajer på stranden og giver mulighed for en gyngetur. Man kan gemme sig for de indfødte i hytten, dase i hængekøjen eller få tiden til at gå med balanceøvelser på de eksotiske træstammer. Det er ikke nogen helt normal legeplads, de har fået på Bjergbakken.

"Vi er 15 boligblokke her, og vi vil gerne udnytte vores legeområder på forskelige måder for at skabe variation," fortæller bestyrelsesmedlem Preben Michael Petersen fra Bjergbakken, som hører under Boligselskabet Sjælland. "Jeg tror, det var områdelederen, der foreslog, at vi tog Uno med på råd, og da deres konsulent viste spændende forslag skabt specielt til vores område på et bestyrelsesmøde, gik vi med på ideerne. Det har vi ikke fortrudt."

Nu er projektet realiseret, og Bjergbakkens børn og beboere har taget temalegepladsen i brug. Den er fremstillet i robinietræ for at give så lidt vedligeholdelse som muligt, og områdets personale har fået vejledning i, hvordan den passes bedst muligt.

"Det er god løsning, der har givet os mest muligt for de penge, der var på budgettet. Og her talte det også med, at vores folk har fået god instruktion i bedst mulig vedligeholdelse, så vi får glæde af pladsen i lang tid. Det er vores plan at forny vores pladserne med én om året, og frem over tror jeg også, at vi vil tage en dialog med Uno om mulighederne," slutter Preben Michael Petersen.

Et sjovt og udfordrende projekt

For konsulenten fra Uno Koncept har det været en sjov opgave at arbejde med et projekt, hvor alting skulle udvikles specielt til pladsen og området – vel at mærke inden for en fastlagt budgetramme.

"Der går da helt klart sport i at strække budgettet så langt som overhovedet muligt og tilbyde kunden den mest utraditionelle, sjove, dekorative og funktionelle løsning," fastslår konsulent Henrik Hansen fra Uno. "I den forbindelse er det guld værd at have en tæt kontakt til bestyrelsen, så man kan deltage på deres møder, præsentere ideer og besvare spørgsmål. Resultatet i sidste ende bliver altid bedre efter en tæt dialog."

Produktionen og monteringen er gået efter planen, og derfor kan børnene i området nu drømme sig væk til Robinsons øde ø. Uno har derudover også leveret et parkouranlæg med appel til de lidt større børn til samme boligforening.

_________________________________________________

UNO forhandler legeredskaber, multibaner og udendørs fitness fra flere af Europas største og førende producenter. Virksomheden er etableret i 2004 og har siden starten haft fokus på at tilbyde kunderne enestående valgfrihed, rådgivning og kvalitet. UNO blev kåret som gazelle virksomhed i 2010 og 2011.