Foreningen Livsnettet

Ny teknologi mangedobler antallet af frivillige

Pressemeddelelse   •   Feb 16, 2011 10:10 CET

Ny dansk ide gør det muligt at udføre frivilligt arbejde præcis, når det passer en bedst. I toget, i frokostpausen eller i pyjamas derhjemme. Livsnettet er et gratis socialt online-netværk for mennesker, der oplever ensomhed og krise. Nu kan selv den travleste person være med til at gøre en forskel som frivillig igennem netværket. 

2011 er udnævnt til europæisk frivillighedsår, og året skydes i gang af en dansk ide, der i den grad kan sætte skub i antallet af frivillige. Nu bliver det nemlig muligt at byde ind som frivillig, selv om man kun har en time eller to til rådighed. Dermed er der gjort op med de billeder, de fleste forbinder med frivilligt arbejde; at hjælpe i en genbrugsbutik, fungere som træner i en sportsforening eller være besøgsven i fritiden. Med Livsnettet kan man hjælpe uden at skulle afsætte kostbare dagstimer eller hele aftener.

”Vi har skabt et unikt socialt medie, der målrettet henvender sig til de svageste i samfundet, og som i al beskeden hed giver Danmark mulighed for at være frontløber i forhold til morgen dagens måde at udføre frivilligt arbejde på. Livsnettet er et innovativt netværk og en dansk model for 'hjælp til selv­hjælp', der på sigt kan revolutionere den måde, vi håndterer de socialt truede på," siger Kenneth Pallier stifter og udvikler af Livsnettet.

Livsnettet har i dag 400 frivillige, og Kenneth Pallier forventer, at det tal vil stige til 1.000 i løbet af i år og blive fordoblet næste år. 
"I takt med at kendskabet til netværket bliver udbredt, er jeg overbevist om, at det tal er helt realistisk. Alle undersøgelser viser, at morgendagens stærkeste værktøj er sociale medier og netværk. Det er de færreste frivillige organisationer, der har forstået det og tør tro på det, men nu sætter vi så ind,” siger Kenneth Pallier. 

Pyjamasfænomen kendt i England og USA
Gennem de seneste to år har Foreningen Livsnettet udviklet det omfattende sociale medie, der fra årsskiftet er kørt i stilling til at give alle mulighed for at gøre en forskel via computer og internet. Hvor vi i Danmark oftest mødes over kaffe og kage i forbindelse med frivilligt arbejde, er det specielt i England og USA blevet mere og mere udbredt at hjælpe via computer. Fænomenet omtales som 'virtual volunteering', og det markedsføres under slogans som 'volunteer in your pajamas'.

En af dem, der har valgt at engagere sig som frivillig i Livsnettet, er forfatter, freelanceskribent, foredragsholder og kunstner Malene Hasselblad.
"Det giver mig noget som menneske at gøre en reel forskel for andre, og samtidig lærer jeg en masse rent menneskeligt og får udfordret mine sociale kompetencer. Jeg tror, der sidder rigtig mange mennesker rundt omkring i landet, som ønsker at udføre frivilligt arbejde, men som tænker, at det kræver fysisk tilstedeværelse, og det har mange – specielt familier med børn eller karrieremennesker – ikke tid til. Som netfrivillig kan du sidde når som helst og hvor som helst og gøre en kæmpe forskel, når det passer dig. Det føles mere givende at bruge sin tid på den måde end på tidsrøveren Facebook, som jeg også selv har brugt oceaner af tid på. Jeg tror, at langt de fleste mennesker godt kan lide fornemmelsen af at gøre noget godt for andre, og det gør vi med Livsnettet," siger Malene Hasselblad.

Kort og godt om Livsnettet:

• non-profit forening uden politisk eller religiøs agenda

• tilbyder døgnet rundt gratis mulighed for sparring og ’hjælp til selvhjælp’

• cirka 10.000 aktive brugere og mere end 2 mio. sidevisninger om året

• alle funktioner på Livsnettet er designet med en enkelthed og brugervenlighed, der sikrer at alle uanset alder og computererfaring kan være med.