Region Syddanmark

Ny teknologi skal hjælpe ældre

Pressemeddelelse   •   Sep 15, 2010 08:03 CEST

Flere ældre og færre til at tage sig af dem. Det kan være svært at gennemskue, hvordan vi i fremtiden bliver i stand til at servicere vores ældre. Den store europæiske konference AAL Forum 2010 sætter fra den 15.-17. september fokus på udvikling af velfærdsteknologi som en af løsningerne.

Netop nu arbejder danske virksomheder på at skabe smarte, tekniske løsninger, der skal gøre de ældre borgere mere uafhængige og selvstændige. Det er ikke kun godt for de ældre, men også for samfundsøkonomien.

- De traditionelle industrierhverv er truede. Mange fabrikker og virksomheder flytter til udlandet - andre lukker. Derfor bliver vi nødt til at tænke nyt i Danmark. Velfærdsteknologien er et af de områder, vi er stærke på, og som vi kan udvikle i fremtiden, siger regionsrådsformand Carl Holst (V) fra Region Syddanmark.

Syddanmark i front

Og netop i den syddanske region arbejder mange virksomheder på at udvikle nye teknologiske løsninger, derfor har det været naturligt at placere årets store europæiske konference om ældre og velfærdsteknologi i regionen.

Over tre dage vil flere hundrede fremtrædende forskere, politikere og erhvervsfolk fra Europa og USA møde op i Odense Congress Center for at give deres bud på, hvordan man vender udfordringen med et stigende antal af ældre til økonomisk vækst.

- Placeringen af AAL-konferencen i Odense er udtryk for, at vi ser velfærdsteknologi som et af de helt store vækstområder i fremtiden. Netop samarbejdet mellem forskere, erhvervsliv og det offentlige er unikt, og det er den model, andre lande nu kommer og studerer hos os, fortæller Anker Boye (S), borgmester i Odense.

Sådan skal de ældre bo

Konferencen byder på andet end taler og workshops. I et kæmpe showroom har man opstillet fire lejligheder på bedste IKEA-manér, så alle kan se, hvordan fremtidens ældre kommer til at bo. Her er specielle indretninger til demente, intelligente senge og en række opfindelser, der gør den ældre generation i stand til at klare flere ting på egen hånd.

De nye løsninger skal ikke kun gøre det nemmere at tage sig af de ældre, men også give dem mulighed for et mere uafhængigt og selvstændigt liv. Det vil ikke kun gøre de ældre gladere, men også i stand til at bidrage til samfundet.

Fakta:

AAL Forum 2010 finder sted fra den 15.-17. september i Odense Congress Center. AAL står for "Ambient Assisted Living", og AAL Forum har i år titlen "Acitive Ageing: Smart Solutions, New Markets". Læs mere på www.allforum.eu

Udvalgte keynote speakers:
Neelie Kroes, vicepræsident for EU-Kommissionen og kommissær for den digitale dagsorden.
Ray Kurzweil, en af USA's førende fremtidsforsker og iværksættere.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen.
Lars Kolind, formand for Welfare Tech Region. 
Jan Mühlfeit, formand for Microsoft Europe. 
Rick Cnossen, Intel, formand for Continua Health Alliance.

Yderligere oplysninger fås hos:
Udviklingskonsulent Leendert Bjerg, Region Syddanmark, mobil: 29 20 17 80, e-mail: Leendert.Bjerg@regionsyddanmark.dk
Kommunikationskonsulent Susanne More, Odense Kommune, tlf. 65 51 10 97, mobil: 26 28 20 69, e-mail: sulm@odense.dk
Formand Claus F. Nielsen, Konferencekomitéen, tlf. 72 19 44 37, e-mail: cfn@delta.dk

Links/bilag»  Illustration til fri afbenyttelse