Tønder Kommune

Nye ledere i Tønder Kommune

Pressemeddelelse   •   Feb 15, 2011 08:30 CET

Ny leder af Kultur- og Fritid

Kurt Smidt, 47 år og bosat i Hovborg, er ansat som koordinator til Kultur og Fritid i Tønder Kommune med tiltrædelse den 1. april.

Som koordinator får Kurt Smidt den daglige ledelse af Kultur- og Fritidsafdelingen, der er placeret i Børn og Skoleforvaltningen i Skærbæk.

For Kurt Smidt vil det ikke være helt uvant at arbejde i Skærbæk. I perioden 1996-1999 var han nemlig afdelingsleder i daværende Skærbæk Kommune. Her beskæftigede han sig også med kultur- og fritidslivet.

Inden Skærbæk-tiden var Kurt Smidt ansat i Grinsted Kommune og har senere været fritidskonsulent i Ribe Kommune og sundhedskonsulent i Esbjerg Kommune. Siden 2007 har han været forretningsfører i Gyttegård Golf Klub.

Kurt Smidt har en mastergrad i idræt og velfærd, og han bringer stor erfaring inden for foreningslivet og landdistriktsudvikling med sig til det nye job i Tønder Kommune.

Børnehave får ny leder

Den Danske Børnehave Løgumkloster får ny leder. Den 1. marts tiltræder Trine Kraak, Kliplev, stillingen som leder af daginstitutionen.

Trine Kraak, der er 43 år, kommer fra en stilling som souschef i Børnehaven Sønderskov i Tinglev.

Trine er uddannet fritidspædagog fra Aabenraa Seminarium i 1994. Efter afsluttet uddannelse var hun pædagog og souschef i Klippigården i Kliplev frem til 2008, hvorefter hun blev souschef i Børnehaven Sønderskov.

Den Danske Børnehave i Løgumkloster er en selvejende daginstitution med plads til 44 børnehavebørn og 13 småbørn. Der er ansat fem pædagoger og to pædagogmedhjælpere. Børnehaven kan snart fejre 75 års jubilæum, så det bliver en af de første større begivenheder for Trine Kraak.



Kontaktinformation:

Kultur- og fritidskoordinatorstillingen:
Kurt Smidt, mobil 3091 2382

 

Børnehavelederstillingen:
souschef Ella Olesen - Tlf. 74 74 38 38