Wonderful Copenhagen A/S

Nyt vidunderligt København på vej

Pressemeddelelse   •   Sep 29, 2010 08:45 CEST

Wonderful Copenhagens website er Københavns vigtigste ansigt udadtil. Nu skal dette ansigt have et løft, så det også fremadrettet kan inspirere, tiltrække og hjælpe besøgende, turister, erhvervsfolk og samarbejdspartnere. Det er det digitale bureau, Creuna, som har fået til opgave at skabe Københavns nye onlineunivers.

Wonderful Copenhagen vil skabe en digital tilstedeværelse for København, som viser besøgende, turister og internationale forretningsfolk byens mange muligheder og udlever brandet - COPENHAGEN - Open for You. Derfor har Wonderful Copenhagen søgt en digital partner siden foråret. Nu er jagten indstillet, og Creuna er valgt som partneren, der skal stå for koncept, design og udvikling af det nye website. Wonderful Copenhagens marketingdirektør, Ole Andersen, begrunder valget således:

"Niveauet for alle de indkomne bud på opgaven har været utroligt højt. Det har været et spørgsmål om at vælge den bedste blandt mange gode potentielle samarbejdspartnere. For os at se valgte Creuna os lige så meget, som vi valgte dem. De er et stærkt, pålideligt og visionært bureau med alle de nødvendige kompetencer for, at dette projekt skal blive en succes. De scorede topkarakterer på alle målepunkter - lige fra proces og økonomi til forståelse for opgaven, erfaring fra lignende opgaver og kemi. Vi tror på, at vi med Creuna får en webportal, der fremtidssikrer os i forhold til mobile og sociale medier og ikke mindst en webportal, der inspirerer, informerer og giver verden lyst til at besøge København", afrunder, Ole Andersen.

Netop Creunas kompetencer inden for nye digitale medieplatforme, har været vigtig for valget af partner. Udover at være en inspirationskilde, skal det nye onlineunivers nemlig også indeholde nyttige digitale værktøjer til at planlægge turen til København, og de skal kunne anvendes fra mobilen. Og så skal brugerne selvfølgelig have mulighed for at dele deres oplevelser med andre via sociale medier og planlægge turen sammen med venner og familie.

Ambitionerne er høje for det nye site, som forventes at være færdig i foråret 2011:

"Vores ambitioner for den nye webportal er høje. Et website er utroligt vigtigt for en destinationsvirksomhed som Wonderful Copenhagen. For mange turister er det det første indtryk, de får af København. Derfor skal det afspejle alt det, Danmarks hovedstad står for, som fx design, åbenhed og tilgængelighed, samtidig med at det skal være gearet til fremtidens medieplatforme. Websitet skal være en oplevelse i sig selv og give et positivt og retvisende indtryk af København, allerede inden turisten har sat sine ben i byen," siger salgs- og marketingdirektør Ole Andersen, Wonderful Copenhagen.

For yderligere information kontakt

Ole Andersen, Salgs- og marketingdirektør, Wonderful Copenhagen: Tlf.: +45 33 55 74 20 eller mobil +45 23 38 30 51

Mads Gustafsen, Kontaktdirektør, Creuna: Tlf.: +45 22 68 58 37, e-mailmads.gustafsen@creuna.dk