Codan Forsikring

Øget fokus på sygefravær kan ses på bundlinjen

Pressemeddelelse   •   Sep 18, 2014 11:00 CEST

Mere viden og større fokus på sygefravær kan spare virksomheder for mange penge. En ny undersøgelse fra Codan viser, at knap en tredjedel af de adspurgte virksomheder ikke har styr på medarbejdernes sygefravær. Desuden ved over halvdelen ikke, hvad sygefravær koster virksomheden i kroner og øre. 

Sygefravær kan koste dyrt i tabt arbejdsfortjeneste og lønudgifter til vikartimer. Men helt hvor meget, det trækker på bundlinjen,er langt fra alle virksomheder klar over. Ifølge en ny undersøgelse fra Codan ved over halvdelen (51 procent) af de adspurgte virksomheder i undersøgelsen ikke, hvor meget sygefraværet betyder for bundlinjen. Og knap en tredjedel (29 procent) ved ikke, hvor mange sygedage medarbejderne har i gennemsnit på et år.

”Sygefraværet og de afledte omkostninger får for lidt opmærksomhed i virksomhederne. Det er ærgerligt, når vi ved, at enkle tiltag kan have en positiv effekt på sygefraværet. Det kan for eksempel være at tilbyde medarbejdere mulighed for at tage feriefridage med kort varsel eller at gennemføre fraværssamtaler med sygemeldte medarbejdere, så man i fællesskab kan finde en løsning, der kan fastholde medarbejderen i arbejde. I sidste ende kan øget fokus på medarbejdernes sygefravær spare virksomhederne både penge og besvær,” siger Morten Jepsen, der er chef for Codan Sundhed.

Sundhedsforsikringer fører til færre sygedage
Det er i høj grad i virksomhedernes interesse at nedbringe sygefraværet. Og meget tyder på, at private sundhedsforsikringer kan være et effektivt værktøj til dette. En undersøgelse foretaget af Forsikring & Pension i 2010 viser, at medarbejdere med sundhedsforsikring i gennemsnit sparer 1,2 uges fravær i forhold til ikke-forsikrede over en periode på tre år.

”Virksomheder kan via sundhedsforsikringen opnå væsentlige besparelser i forhold til tabt arbejdsfortjeneste og lønudgifter til vikarer, fordi de sundhedsforsikrede medarbejdere kommer hurtigere i behandling og dermed hurtigere kommer oven på igen. I sidste ende betyder det færre sygedage sammenlignet med medarbejdere, der ikke er forsikrede. Og det kan mærkes på bundlinjen,” siger Morten Jepsen fra Codan.

Mange virksomheder er allerede opmærksomme på fordelene ved sundhedsforsikringer, og af de virksomheder, der har en forsikring, har tre fjerdedele (74 procent) gjort brug af forsikringen i løbet af de seneste tre år. Næsten halvdelen (44 procent) af virksomhederne i undersøgelsen tilbyder ikke deres medarbejdere en privat sundhedsforsikring.

Nøgletal fra Codans undersøgelse

·  51 % angiver, at de ikke ved, hvad sygefra­været koster på bundlinjen.

·  29 % angiver, at de ikke ved, hvor mange sygedage medarbejderne har i gennemsnit på et år.

·  56 % angiver, at de har forsikret deres medarbejdere med en sundhedsforsikring,
mens 44 % angiver, at de ikke har.

·  74 % af dem med en sundhedsforsikring angiver, at de har haft brug for at benytte sundhedsforsikringen inden for de seneste tre år.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført for Codan Forsikring i august 2014 som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse blandt 451 ledere, mellemledere og HR-ansvarlige i virksomheder med under 250 ansatte fordelt på informations- og kommunikationsbranchen, industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhedsbranchen, byg­ge- og anlægsbranchen, handelsbranchen og transportbranchen.

Whitepaper
Her kan virksomheder finde flere informationer om undersøgelsen, og det er muligt hente et ’whitepaper’ med uddybning af resultaterne samt at sammenligne sig med andre virksomheder inden for specifikke brancher: www1.codan.dk/erhverv/forsikringer/sundhed/pages/fakta.aspx

Fraværsberegner
Ved hjælp af Codan fraværsberegner kan virksomheder få et billede af, hvor mange sygedage de i gennemsnit kan spare med en sundhedsforsikring: www1.codan.dk/erhverv/forsikringer/sundhed/pages/default.aspx

Codan Forsikring er Danmarks tredjestørste forsikringsselskab og har knap 340.000 danske husstande og godt 50.000 små og store virksomheder som kunder. Codan Forsikring er en del af Codan-koncernen, der bl.a. ejer det svenske forsikringsselskab Trygg-Hansa. Codan-koncernen er i dag 100 % ejet af den britiske forsikringskoncern RSA. Dermed er Codan en del af et af verdens største forsikringsselskaber med ca. 20 millioner kunder og 23.000 medarbejdere. Læs mere om Codans arbejde på http://www.codan.dk