Mark, Lindberg & Partners A/S

Opdatering: 3’s netværksproblemer ved at være løst

Pressemeddelelse   •   Okt 19, 2010 21:12 CEST

3’s netværk, der dagen igennem har været ramt af nedbrud, forventes sidst på eftermiddagen at være oppe på normal drift.

Netværksproblemerne, der dagen igennem har betydet, at flere af 3’s kunder i Danmark ikke kunne bruge deres telefon, er ved at være løst.

Problemerne opstod i forbindelse med en simpel softwareopdatering i selskabets core netværk i nat. 3 i Danmark afventer en teknisk redegørelse fra hovedkontoret i Stockholm, der er ansvarlig for drift og support af det danske netværk.

Hen over de næste par timer vil de berørte kunder gradvist være tilbage på netværket. 3 forventer at alle selskabets kunder vil opleve normal drift sidst på eftermiddagen.

”Det er dybt beklageligt, at vores kunder i dag ikke har oplevet den gode dækning hos 3, som de er vant til. Vi har selv frustrationerne tæt inde på kroppen, da problemerne også har berørt os. Heldigvis er det første gang i de syv år, 3 har været på det danske marked, at vi har oplevet et netværksproblem af denne størrelse,” siger Knud Løkke Rasmussen, kommunikationschef i 3 Danmark.

For yderligere information:
Knud Løkke Rasmussen, kommunikationschef, 3 Danmark, e-mail:knud.lokkerasmussen@3.dk, mobil: 31 200 900

Om 3:
3 tilbyder danskerne mobiltelefoni og mobilt bredbånd på Danmarks bedste mobile datanetværk. I 2001 vandt 3 en 3G-licens og i 2010 en 4G-licens. Med kombinationen af 3’s eksisterende prisvindende 3G-netværk og det nye 4G-netværk, vil 3 også i fremtiden levere Danmarks bedste mobile datanetværk. 3 i Danmark er en del af Hi3G Access, som har mobillicenser i Danmark, Sverige og Norge og ejes af Hutchison Whampoa Ltd. (60 pct.) og Investor AB (40 pct.). Begge ejere har global industriel og teknologisk erfaring. 3 samarbejder desuden med selskaber i Hutchison Whampoa-gruppen, som har 3G-licenser i Australien, Østrig, Hongkong, Macau, Irland, Israel, Italien og Storbritannien. Du kan besøge 3 på www.3.dk.