Læger uden Grænser

Opslugt af Afrika

Pressemeddelelse   •   Nov 08, 2011 18:16 CET

Ikke mindre end fem gange har læge Lone Jensen været udsendt med Læger uden Grænser. Nu er hun på vej til sin sjette gang.

Ikke mindre end fem gange har læge Lone Jensen været udsendt med Læger uden Grænser til lande i Afrika. Nu er hun på vej til sit sjette ophold på det fantastiske kontinent. Denne gang til flygtningelejren i Liben i Etiopien.
Foto: © Christina Jo Larsen

Til daglig er hun arbejder hun som praktiserende læge. Men når hun bliver spurgt om, hvorfor hun tager ud for sjette gang med Læger uden Grænser og endnu en gang til Afrika, kommer svaret prompte.


”Fordi jeg er helt vild med Afrika! Når man tænker på, hvilke levevilkår mange mennesker der lever under,  har de en stærk tilgang til tingene. Den interaktion jeg har oplevet med menneskene under mine ophold i Afrika, har kun været positiv,” fortæller Lone Jensen.


Tidligere har både Sydsudan, Angola, Somalia, Zimbabwe og Nigeria stået som destinationen, og nu er det flygtningelejren i Liben i Etiopien, der får glæde og gavn af Lone Jensens faglighed og engagement.


Den nuværende tørke i regionen og den politiske situation i nabolandet Somalia, har bidraget til de store flygtningestrømme, der rammer nabolandene som Etiopien og Kenya.


Mange af de flygtninge, som ankommer til Liben, lider af svær, akut underernæring, og over 50 procent af børn under 5 år, viser sig at være fejlernærede.


På grund af de store flygtningestrømme, er der blevet bygget yderligere flygtningelejre for at kunne rumme de mange mennesker. Trods de gode intentioner, er levevilkår, sundhed og sanitet stadig ikke på acceptable standarder.  Det samlede antal flygtninge i Liben var ved udgangen af september 2011 opgjort til godt 125.000 . 


Det er første gang, at Lone Jensen skal arbejde i en flygtningelejr, og hvor underligt det end kan lyde, er det noget, hun ser frem til.


”Jeg havde håbet på, at jeg denne gang kunne komme til østafrika. Jeg er ikke i tvivl om, at det er der, man skal være og hjælpe,” understreger Lone Jensen.


Læger uden Grænser har arbejdet i Etiopien siden 1984.