Beauvais foods

Orkla køber Rieber & Søn

Pressemeddelelse   •   Aug 20, 2012 09:40 CEST

Orkla ASA har indgået en aftale med Rieber familien om at købe deres aktier i Rieber & Søn ASA. Hermed tager Orkla et stort skridt hen mod at blive et rendyrket mærkevareselskab.

Aftalen omfatter 90,11 % af aktierne i Rieber & Søn til en pris på NOK 66,58 per aktie. Transaktionen værdisætter hele selskabet (på gældfri basis) til NOK 6,1 milliarder*.

Rieber & Søn er noteret på Oslo Børs, og er en betydelig leverandør til dagligvarehandelen i Norden, dele af Centraleuropa og Rusland. Kendte varemærker er Toro, Vitana, K-Salat, Delecta, Frödinge, Chaka og Bähncke. I 2011 var den samlede omsætning på ca. NOK 4,3 milliarder. Driftsresultatet før afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) var NOK 642 millioner i 2010 og NOK 464 millioner i 2011. Totalt har selskabet 2900 ansatte, heraf 1700 uden for Norge.

- Rieber & Søn er en veldrevet og traditionsrig koncern med dygtige medarbejdere og stærke markedspositioner. Samlet set vil Rieber & Søn og Orkla fremstå som den ledende nordiske fødevarekoncern med kompetence og ressourcer til at udvikle stærke lokale produkter og varemærker i konkurrence med internationale aktører, siger Orklas koncernchef Åge Korsvold.

- Rieber-familien har ejet selskabet, siden det blev grundlagt i 1839. Vi er stolte af det, vi har udviklet gennem generationer sammen med de ansatte. Vi har vurderet forskellige strategiske muligheder og interessenter, og vi er trygge ved, at Orkla som ejer vil være det bedste alternativ for at videreudvikle vore selskaber og mærkevarer, siger Fritz T. Rieber på vegne af Rieber-familien.

Rieber & Søn har en række kendte varemærker og virksomheder: Toro er Norges ledende leverandør af blandt andet saucer, supper og færdigretter. Andre kendte norske varemærker i Rieber & Søns portefølje er Denja, Mr. Lee, Vossafår og Vestlandslefsa. Vitana er en af Tjekkiets største og mest traditionsrige fødevareproducenter. K-Salat har en god position inden for mayonnaise, remoulade og salater både i Sverige og Danmark. Delecta er et af Polens ledende varemærker inden for desserter og bagemix. Frödinge er markedsleder inden for kager på køl og frost samt desserter i Sverige. Chaka er et kendt russisk varemærke for nødder. Bähncke er markedsleder inden for sennep i Danmark. Endvidere er Rieber & Søn leverandør til food service sektoren i Norge, Sverige, Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

- Med dette køb udvider Orkla produktporteføljen og får stærke markedspositioner i for os helt nye kategorier. Rieber & Søn har skabt lokale madtraditioner og defineret den gode smag på en række kendte produkter. Selskabet har stærke mærkevarer, som passer optimalt til Orklas produktportefølje, når det gælder kategorier, produktionsteknologi og geografi, siger Orklas koncernchef Åge Korsvold.

Orkla har indgået aftalen med selskaberne AS Atlantis Vest, Zee Ploeg AS og Flu AS. Sælgerselskaberne ejes og kontrolleres af repræsentanter for Rieber-familien. Købesummen vil blive betalt kontant, som finansieres ved brug af tilgængelige lånefaciliteter. Købesummen vil blive rentereguleret med en rente svarende til NIBOR 3 måneder for perioden fra aftaleindgåelse til gennemførelse.

Gennemførelse af aftalen er betinget af, at EU-kommissionen og de russiske konkurrencemyndigheder godkender transaktionen. Det forventes, at transaktionen vil kunne gennemføres inden udgangen af 1. kvartal 2013. Efter gennemførelse af aftalen med Rieber-familien vil Orkla fremsætte et pligtigt tilbud til de resterende aktionærer i selskabet baseret på samme pris pr. aktie, som bliver betalt til Rieber-familien, og derefter søge om at få selskabet afnoteret fra Oslo Børs.


I mere end 160 år har vi dagligt givet danskerne gode smagsoplevelser. Vi udvikler, producerer og markedsfører mærkevarer, der er lavet af de bedste råvarer. Vores produktportefølje tæller idag kendte mærkevarer som Beauvais, Den Gamle Fabrik, Pastella, Glyngøre, Cloetta, Panda og Risifrutti.