BAYER A/S

Ormebehandling behøver ikke være et kattens værk!

Pressemeddelelse   •   Apr 24, 2013 08:00 CEST

Forår og sommer er for mange gode tider – også for vores kæledyr og dermed desværre også deres parasitter. Det betyder, at det igen er tid til ormebehandlinger. Det går ikke altid let for sig, når det gælder katte. En ny undersøgelse viser, at det er et problem for 84 % af landets katteejere. Mange katteejere er udvidende om, at der findes en let løsning på problemet.

Mange ormebehandlinger går i fisk
Lige præcis ormebehandling er noget, som mange katteejere gruer for. Katte er kræsne og stolte dyr, der ikke så let snydes med en godbid. Ofte må tabletten tvinges ned i halsen på dem – med stor risiko for at behandlingen går i fisk. En større spørgeundersøgelse fra YouGov viser, at 84 % af katteejere i større eller mindre grad oplever, at det er besværligt at give katten tabletter. 54 % siger, at det er fordi katten spytter tabletten ud igen. Ofte gemmer katten sig, inden den spytter den ud, så det er ikke altid, at man opdager det i tide. Når behandlingen ikke lykkes, er der risiko for, at katten bliver syg af parasitter eller udgør øget en smitterisiko for familien.

Flertallet ønsker at kunne dryppe sig ud af problemet, men få kender til løsningen
Undersøgelsen viser, at hele 65 % af katteejere ville foretrække at behandle sin kat med et middel, som kan dryppes på huden i nakken, ligesom man kender det fra loppebehandlingen. Desværre er der ikke mange, der ved, at det allerede er en mulighed. Kigger man på salget af ormemidler til katte i Danmark, udgør kun 9 % af de solgte behandlinger midler, som man drypper i nakken.

Bryd vanen og spørg dyrlægen om råd
Årsagen til uvidenheden er sandsynligvis, at ormemidler kræver recept, og at emnet sjældent er højt prioriteret ved et dyrlægebesøg. Ofte går ormesnakken og problemer med den nuværende behandling i glemmebogen. Så husk at spørge din dyrlæge om mulighederne for at opdatere ormebehandlingen.  

Hvorfor skal katten have ormekur?
Når katten går på jagt og opdagelse udenfor, udsættes den for smitte med parasitter, som kan være til stor gene både kat og ejer. I dag er katten en del af familien, og den tætte kontakt gør det nødvendigt at holde godt øje med parasitter. Bændelorm kan man genkende på de små ormeled, der ligner bevægelige ris korn i området ved kattens hale. Spolorm ser man med kattens opkast, når ormene generer mave-tarmsystemet i tilstrækkelig høj grad til, at katten får kvalme. 

”Nogle katte skal behandles oftere end andre, det kommer helt an på deres levestil. Dygtige jægere, som er meget udendørs, smittes oftere med orm end katte, der befinder sig mest indendørs”, siger Dyrlæge Vibeke Nordrehaug fra Bayer Animal Health, som arbejder specialiseret med parasitære sygdomme hos hund og kat.

Fakta om undersøgelsen:
Katteejerundersøgelsen er udført af
YouGov Zapera for Bayer Animal Health. Undersøgelsen har til formål at belyse katteejeres erfaringer med medicinering af deres kat og holdning til forskellige former for medicinering. Undersøgelsen er gennemført i perioden 6. oktober – 10. oktober 2011 via internettet med udgangspunkt i YouGov Panelet Danmark. Undersøgelsen blev gennemført blandt katteejere i alderen 15-74 år. I alt blev der gennemført 511 interview i målgruppen. 

Salgsoplysninger er hentet fra Veterinærindustriforeningen (VIF) statistik for 2012 og baseres på antal solgte pakninger ormekur til kat, i form af tabletter og spot-on behandling.

Om Bayer
Bayer er en international virksomhed med kernekompetencer inden for sundhed, ernæring og højteknologiske materialer. Vores produkter og serviceydelser har til formål at gavne mennesker og forbedre deres livskvalitet. Samtidig arbejder vi for at skabe værdi gennem innovation, vækst og en høj indtjeningsevne. I 2012 havde Bayer 110.500 ansatte og en omsætning på 39,8 mia. euro og investerede 3,0 mia. euro i forskning og udvikling, svarende til 8 % af koncernens omsætning. Bayer koncernen har forpligtet sig til at følge principperne om bæredygtig udvikling og til at agere som en social og etisk ansvarlig virksomhed. Derfor vægter vi økonomisk, miljømæssig og social ansvarlighed lige højt i vores virksomhedspolitik. Se www.bayer.dk for mere information.