Erhvervs- og Vækstministeriet

På et år har yderligere 375.000 husstande og virksomheder fået mulighed for 100 Mbit/s

Pressemeddelelse   •   Nov 30, 2011 17:29 CET

38 pct. af alle husstande og virksomheder havde medio 2011 mulighed for at få en bredbåndsforbindelse på mindst 100 Mbit/s. Det fremgår af den nyeste udgave af Erhvervs- og Vækstministeriets bredbåndskortlægning, som offentliggøres i dag.

På et år er dækningen med 100 Mbit/s-bredbånd øget med mere end 50 pct. Danmark er dermed et skridt nærmere målet om, at alle skal have adgang til mindst 100 Mbit/s i 2020.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Det er positivt, at kortlægningen viser, at danskerne på bare et år har fået markant bedre muligheder for endnu hurtigere bredbåndsforbindelser. Det er et godt fundament for, at vi kan skabe øget digital vækst, og vi skal fortsætte med at blive bedre til at udnytte de digitale muligheder. Kortlægningen viser altså, at det går den rigtige vej, og det må siges at være et stort skridt hen mod 2020-målet.

Særligt er udrulningen af højhastighedsbredbånd nået langt i store dele af Syd- og Midtjylland, hvor over 80 pct. af alle husstande og virksomheder medio 2011 havde mulighed for at få adgang til en 100 Mbit/s-forbindelse.

Det er ikke længere kun fiber og fiberbaserede LAN-forbindelser, der kan levere 100 Mbit/s. Også udbydere, der benytter kabel-tv-net, har meldt sig på banen. Fremgangen skyldes både en udbygning af det eksisterende fibernet og en opgradering af kabel-tv-net.

Samtidig stiger adgangen til højere uploadhastigheder. Hvor det sidste år var 45 pct. af alle husstande og virksomheder i Danmark, der kunne få en uploadforbindelse på 10 Mbit/s, var det medio 2011 hele 56 pct.

Tilgængeligheden af høje uploadhastigheder er centralt for, at alle kan benytte fremtidens tjenester baseret på brugerskabt indhold, telemedicin og cloud computing.

Bredbåndskortlægning 2011

Læs mere om kortlægningen samt baggrundsdata her