Ministeriet for Børn og Undervisning

Pædagoger skal kunne afværge tragedier

Pressemeddelelse   •   Nov 03, 2010 10:03 CET

En ændring i pædagoguddannelsen sikrer, at de studerende fremover får livsvigtige færdigheder i førstehjælp.

Hvis et barn falder ned fra klatrestativet i børnehaven, skal pædagogerne være i stand til at yde førstehjælp. Ellers kan det koste barnets liv eller førlighed.

Derfor skal pædagogstuderende nu undervises i førstehjælp. Alle skal gennemgå et to dage langt uddannelsesforløb tilrettelagt på første studieår.

Skaber tryghed

Undervisningsminister Tina Nedergaard glæder sig over tilbuddet.

”Pædagoger skal være parate til at gribe ind og yde den nødvendige hjælp, hvis uheldet er ude. Med tiltaget sikrer vi fremtidens pædagoger kompetencer, der i praksis kan være med til at afværge tragedier. Det skaber tryggere rammer for forældre, børn, unge, folk med særlige behov og pædagogerne,” siger Tina Nedergaard.

Ændringen af professionsbacheloruddannelsen trådte i kraft den 1. oktober 2010.

 

Kontakt

Kirsten Lippert
Fuldmægtig
kil@uvm.dk
Tlf. 3395 5608

Morten Mommsen
Fuldmægtig
momom1@uvm.dk
Tlf. 3392 5510

Læs mere