Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser

Pædagoguddannelsen er evalueret

Pressemeddelelse  •  2012-05-10 14:46 CEST

Uddannelsen til pædagog er blevet evalueret, og følgegruppen har givet uddannelsesministeren en række anbefalinger, der skal forbedre uddannelsen.

Uddannelsen til pædagog er styrket efter sidste uddannelsesreform i 2006, men der er stadig plads til forbedringer af uddannelsen både, når det gælder det faglige indhold og når det gælder sammenhæng mellem den teoretiske og praktiske læring i praktikforløbene.

Det viser en helt ny evaluering af Danmarks største videregående uddannelse. Følgegruppen for pædagoguddannelsen har fulgt evalueringen tæt og netop afsluttet sit arbejde med en række anbefalinger til at styrke uddannelsen yderligere.

Følgegruppens anbefalinger tager afsæt i evalueringen og er forslag til, hvordan en styrkelse af pædagoguddannelsen bedst sikres. Hovedbudskaberne er:

  • At professionshøjskolerne får mere frihed til at fokusere uddannelsens indhold 
  • Løbende justering af uddannelsens kompetenceprofil(er)
  • Bedre samspil mellem de praktiske og de analytiske/teoretiske dele af uddannelsen
  • Bedre rammer for den faglige fordybelse 
  • Mere undervisning
  • Revision af praktikken 
  • Øget specialisering 
  • Eftersyn af linjefagene 
  • Mere fleksibel organisering af uddannelsen 
  • Fortsat udvikling af uddannelsens vidensgrundlag

Uddannelsesminister Morten Østergaard er tilfreds med følgegruppens arbejde.

– Danmark står i en omstillingstid, hvor det er nødvendigt at løfte uddannelsesniveauet i befolkningen, og hvor det ikke mindst er helt afgørende, at vi i langt højere grad får hjulpet og rustet de 15-20 procent af vores børn og unge, der i dag kommer ud af folkeskolen uden de mest basale kundskaber og dermed et dårligere udgangspunkt for resten af livet. Her får pædagogerne en helt central rolle. Skal den sociale arv brydes, og skal børnene have en god start på skolelivet, har arbejdet i vores børnehaver og vuggestuer stor betydning. Ligeledes er arbejdet med socialt udsatte af stor betydning for at sikre denne gruppe en bedre tilværelse. Evalueringen her viser heldigvis, at pædagoguddannelsen er styrket på visse områder, men følgegruppen påviser også, at der udestår udfordringer, som vi skal se nærmere på. Jeg ser frem til på baggrund af anbefalingerne at drøfte den fremtidige udvikling af pædagoguddannelsen med uddannelsens interessenter, siger Morten Østergaard.

Følgegruppen har udarbejdet i alt 13 anbefalinger fordelt på syv temaer. De enkelte anbefalinger fremgår af rapporten "En styrket pædagoguddannelse – anbefalinger fra Følgegruppen for pædagoguddannelsen".

Formand for følgegruppen for pædagoguddannelsen Klaus Majgaard har følgende bemærkninger til evalueringsarbejdet.

– Den pædagogiske profession er i en stærk udvikling mod en voksende faglig selvbevidsthed. Denne udvikling stiller krav til pædagoguddannelsen og professionshøjskolerne. Der skal derfor gives plads og frihed til udvikling og målretning af uddannelsen og samtidig sikres fagligt fokus og dybde. Det er rigtig positivt, at uddannelsen er blevet teoretisk stærkere, men vi må også sikre, at fremtidens pædagoger i højere grad uddannes til at reflektere over og evaluere egne handlinger, ligesom fremtidens pædagoger skal bidrage til pædagogisk udvikling med afsæt i egen praksis, siger Klaus Majgaard.

Anbefalingerne præsenteres på en konference den 19. juni 2012 på Professionshøjskolen VIA UC, hvor både uddannelsen og professionen vil være i fokus.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Fuldmægtig Morten Mommsen, tlf. 7231 7865.

Særlig rådgiver Philip Flores, tlf: 2237 1745.

You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.