Justitsministeriet

Politiet får lettere ved at opspore skjult udbytte

Pressemeddelelse   •   Nov 11, 2010 09:16 CET

Det er et afgørende led i indsatsen mod kriminalitet, at politiet kan konfiskere udbyttet. Kriminalitet skal nemlig ikke kunne betale sig. Derfor skal det ikke være muligt for dømte personer, der ved straffedommen er pålagt at betale en gæld, at leve over økonomisk evne, fordi myndighederne ikke kan finde personens aktiver.

 

I dag fremsætter justitsminister Lars Barfoed et lovforslag, som giver politiet bedre mulighed for at opspore skjult udbytte mv. efter domfældelse, for eksempel i sager om større økonomisk kriminalitet.

 

Justitsminister Lars Barfoed udtaler:

 

”Det er uacceptabelt, hvis kriminelle under en straffesag påstår, at de ikke kan betale de penge, som de bliver pålagt at betale, og efter retssagen formår at leve i sus og dus, fordi de har skjult udbyttet af deres kriminalitet eller i øvrigt har stukket penge til side.

 

Derfor skal politiet have effektive redskaber til at opspore og beslaglægge udbytte fra kriminalitet, selvom retssagen er slut. Og der skal også sættes ind over for de dømte, der i øvrigt stikker penge til side i stedet for at betale den gæld, der følger af straffedommen.”

 

Politiet har ikke i dag hjemmel til at foretage ransagning mv. med henblik på at beslaglægge værdier hos kriminelle til dækning af krav på bøder, sagsomkostninger mv., efter at retssagen mod den pågældende er overstået.

 

Med lovforslaget lægges der op til at give politiet mulighed for – også efter afsagt dom i en straffesag – at foretage ransagning og forlange for eksempel oplysninger om bankkonti udleveret. Disse muligheder vil politiet med rettens godkendelse kunne benytte, hvis der er grund til at formode, at der på den måde kan beslaglægges penge til dækning af de krav på erstatning, sagsomkostninger, konfiskationskrav eller bøder, der følger af straffedommen. Den dømte vil dermed fremover have sværere ved for eksempel at skjule sine værdier på konti eller i ejendomme i udlandet.

 

Lovforslaget kan ses her:

http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/lovforslag/L54/som_fremsat.htm

 

Kontakt: Eventuelle spørgsmål kan rettes til presserådgiver Emil Melchior (tlf. 7226 8405) eller kontorchef Anette Arnsted (tlf. 7226 8770).