BIC electric

Polske fingeraftryk på danske papirmaskiner

Pressemeddelelse   •   Feb 21, 2017 05:11 CET

BIC Electric byder også ind med sit kendskab til arbejdsmarkedsforholdene, når Dan-Web bygger papirproduktionslinjer i USA og Rusland

Stemningen i monteringshallen hos Dan-Web i Galten vest for Aarhus er på samme tid travl og afslappet. Teknikerne, der monterer på de to produktionslinjer, man er i gang med at bygge op, arbejder roligt og målbevidst, samtidig med at der hele tiden kommer nye opgaver og udfordringer til.

To af teknikerne er iført iøjnefaldende gule trøjer med deres virksomheds navn på: BIC Electric. Det er de polske teknikere Marcin Schonborn og Piotr Biszewski, og de er rejst de 700 km til Galten for at være med i arbejdet med at samle maskinerne, der om nogle måneder skal producere specielle papirprodukter i USA og Rusland.

Gode erfaringer fra USA

Dan-Web er kendt og anerkendt i hele verden for sin airlaid teknologi, der tilfører papir nogle særdeles unikke egenskaber. Når de aktuelle projekter har markante polske fingeraftryk, skyldes det, at BIC Electric og Dan-Web er fundet ind i et velfungerende samarbejde, ikke mindst på grund af de positive erfaringer, der kom ud af et tilsvarende projekt i North Carolina, USA.

- Her viste det sig, at det amerikanske arbejdsmarked bød på meget store udfordringer. Det var umuligt at finde lokale håndværkere med den fornødne kompetence, og også juraen gav anledning til panderynker. I den sammenhæng fik vi en meget stor støtte i kraft af samarbejdet med BIC Electric, fortæller el-teknisk chef i Dan-Web Lars Hansen.

- Her kom det altså i særlig grad kunden til gode, at BIC Electric har et godt kendskab til arbejdsmarkedet i mange forskellige lande, Vi tager os derfor også gerne af det store papirarbejde og forhandlingerne, der altid følger med, når der handles internationalt, fremhæver Jens-Chr. Møller, der er adm. direktør i BIC Electric.

Han står i spidsen for virksomheden, som han selv var med til at etablere i 2004. BIC Electric, der har hovedkvarter i Szczecin og salgskontorer i Danmark, Norge og Tyskland, beskæftiger omkring 200 medarbejdere, der arbejder i stort set hele verden med elektrisk og mekanisk installation, vedligeholdelse og idriftsættelse af anlæg inden for industri, automation og byggeri.

Et kompliceret projekt

For Dan-Web gælder det nu nye opgaver, og først i køen befinder sig airlaid produktionslinjen, der skal opstilles i Arkansas, USA. Her arbejder BIC Electric medarbejderne sammen med Dan-Webs egne folk på at samle hele produktionslinjen i monteringshallen i Galten. Alt bliver testet omhyggeligt, så man er sikker på, at det fungerer 100 %, lige som delene bliver malet i den korrekte farve, inden hele maskineriet skilles ad og pakkes meget omhyggeligt og systematisk i containere, der så sendes til USA, hvor Dan-Web og BIC Electrics medarbejdere opstiller produktionslinjen på ny.

- Det er et langt og kompliceret forløb fyldt med udfordringer, ikke mindst med logistikken, fortæller Lars Hansen.

- Derfor gør vi alt, hvad der er muligt, for at sikre os, at alt er på rette plads, når vi går i gang med arbejdet i Arkansas. Der er høje forventninger til Dan-Webs kvalitetsniveau, og vi ved, at hvis bare en enkelt lille del mangler eller er behæftet med fejl, vil det give problemer med at få projektet færdigt til tiden. I den forbindelse er det betryggende at have en så kompetent partner som BIC Electric med i projektet, påpeger han.

BIC Group er en international underleverandør af elektriske og mekaniske tjenesteydelser, som sparer kunderne besværet med papirarbejde, visa, transport, indkvartering osv.

Det sætter kunderne i stand til smidigt at skalere deres kapacitet op eller ned – og derved undgå omkostningerne ved at rekruttere eller give slip på egne medarbejdere.

Kunden bevarer ansvaret for indkøb og teknik, mens BIC håndterer håndværket og dermed optimerer omkostningerne og forbedrer konkurrenceevnen.