BilBasen

Portræt:Danskernes brugtbil 2012

Pressemeddelelse   •   Dec 17, 2012 10:52 CET

De fleste danskere kører i en brugt bil, og det er mærkerne Peugeot og VW, som er de mest foretrukne, viser en ny undersøgelse foretaget af BilBasen og YouGov. I undersøgelsen svarer 56 % af samtlige adspurgte, at de kører brugt bil.

Ud af i alt 32 forskellige mærker, svarer flest, at de kører Peugeot, mens næstflest kører VW. Ford og Toyota er med en tredje og fjerdeplads også populære brugtbilvalg.

”Selvom danskerne køber nye biler som aldrig før, er der, ikke overraskende flest, der køber brugt. Det er ofte billigere, i forhold til hvor meget bil man får for pengene, og så har man som bilkøber flere muligheder, hvis man ønsker motorkraft, rummelighed og udstyr,” mener direktør for BilBasen og Bilinfo, Morten Heuing.

Med 67 % er danskernes foretrukne drivmiddel benzin, mens 31 % kører diesel.

Helst billig i drift og forsikring

Selvom mærket har betydning for danskernes bilkøb, er drift og vedligeholdelse mindst lige så afgørende. Faktisk svarer halvdelen, at det vigtigste for bilkøbet er, at bilen er billig i drift og vedligeholdelse.

Vigtigheden i et billigt bilbudget viser sig også i, at 74 % forsøger at spare på bilbudgettet. Herunder forsøger 51 % at spare ved at køre langt på literen, mens 50 % sparer ved at købe en billig bilforsikring.

”Bilen som forbrugsgode er en væsentlig udgiftspost for danskerne, der betaler den højeste beskatning på biler i verden. Det gælder om at spare, hvor man kan, og hvor der er flest penge at spare, som ved netop forsikring og udgifter til brændstof,” forklarer Morten Heuing.

Jesper Nyholm, der er økonom hos Spar Nord bank, støtter op omkring danskernes sparementalitet og siger:

”Jeg tror, at udviklingen er et udtryk for, at snusfornuften - både af lyst og af nød - er vendt tilbage til de danske husholdninger ovenpå den forbrugsbonanza, der kendetegnede perioden op til finanskrisen. Både beskæftigelsen og reallønnen er faldet oven på finanskrisen, og købekraften er simpelthen blevet mindre,” forklarer han.

Glade bilejere

Selvom det er dyrt at have bil, og op mod 54 % af danskerne ikke mener, at de kører rundt i drømmebilen, fortæller hele 89 % stadig, at de er glade og tilfredse med deres bil. Faktisk vil 78 % anbefale andre at købe samme bil.

Ifølge Jesper Nyholm, er stoltheden et udtryk for, at mange danskere ser en stor signalværdi i deres bil, og den pris de betaler for den – især krisen taget i betragtning:

”Biler er ekstremt dyre i Danmark, men er samtidig også et statussymbol, der viser, at man har styr på sin økonomi. Og lige nu er det måske særligt vigtigt at vise pga. den økonomiske krise”, slutter Jesper Nyholm.

Fakta om undersøgelsen

”Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1017 CAWI-interview med danske bilejere i alderen 18-74 år, i august/september 2012”.

-  Glade og tilfredse bilejere: 89 %

-  Anbefaler at købe samme bil: 78 %

-  Forsøger at spare på bilbudget: 74 %

-  Drivmiddel: 67 % benzin, 31 % diesel

-  Købte sidste bil brugt: 56 %

-  Kører ikke drømmebilen: 54 %

-  Drift og vedligeholdelse vigtigst ved køb af bil: 50 %

-  Køber billig forsikring: 50 %

For mere information, kontakt: Journalist og markedsanalytiker, Jan Lang tlf. 30 17 77 81 / janl@bilbasen.dk 

Kommunikationsmedarbejder, Anders Rasmussen, tlf. 30 20 86 48/87 31 32 83 Aroedkjaer@ebay.com



BilBasen er Danmarks største bilsite med formidling af køb og salg af alle typer af biler. Hjemmesiden startede i 1998 som en internetversion af den trykte publikation Bil Markedet. I dag er BilBasen en forretningsenhed i koncernen eBay Classifieds Group med mere end 500.000 besøgende hver måned. BilBasen er indholdsleverandør af bilstof til nogle af Danmarks ledende medier inden for motorbranchen.