SKAT

Praksisændring for virksomheders momsfradrag for bespisning

Pressemeddelelse   •   Okt 21, 2010 10:54 CEST

I december 2008 bestemte EU-Domstolen, at virksomheder på visse betingelser kan få momsfradrag, når de serverer mad og drikke under møder og kursusaktiviteter. SKAT har nu udsendt et styresignal, der beskriver betingelserne.

-Det er naturligvis nødvendigt, at spillereglerne på området er helt klare. Jeg er derfor glad for, at virksomhederne nu får at vide, hvad de kan rette sig efter, siger skatteminister Troels Lund Poulsen.

Da styresignalet ændrer den tidligere praksis på området, indeholder det også retningslinjer om tilbagebetaling af moms for tidligere år.

-Da SKAT har haft en forkert praksis, er det vigtigt, at virksomhederne ved, hvordan de kan søge om at få moms for tidligere år tilbagebetalt, siger Troels Lund Poulsen.

Er betingelserne for tilbagebetaling opfyldt, vil beløbet blive forrentet fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.

Se SKATs styresignal om Genoptagelse - momsfradrag for bespisning af forretningsforbindelser og ansatte under møder i virksomheden.

Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900, virksomheder: 7222 1818.