HK Danmark

Privat jobcenter i frit fal

Pressemeddelelse   •   Nov 24, 2010 09:47 CET

Som flagskib for privatiseringen af beskæftigelsesindsatsen i Danmark er Jobcenter Gribskov A/S dumpet med et brag. Antallet af ledige og kontanthjælpsmodtagere, som Jobcenteret ikke har formået at skaffe meningsfuld beskæftigelse, er fra juni 2009 til juni 2010 steget dramatisk.

Det placerer det højprofilerede privatiseringseksperiment i den absolutte bund blandt sammenlignelige kommuner, fremgår det af en opgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Ud af 43 kommuner er Jobcenter Gribskov A/S placeret på en 42. plads. Når en af arkitekterne bag privatiseringen, Gribskov Kommunes vicekommunaldirektør Carsten Thykjær, samtidig kan holde offentlige oplæg med titlen, ”Derfor blev Jobcenter Gribskov en succes”, er der al mulig grund til at trykke på alarmknappen, mener formanden for HK/Kommunal, Bodil Otto.

- Kontrasten mellem det, der siges udadtil, og så den virkelighed, der kan ses af Arbejdsmarkedsstyrelsens målinger, skriger jo til himlen. Tingene hænger ganske enkelt ikke sammen. Hele konstruktionen mellem kommune og aktieselskab er dybt uigennemskuelig og mere end ulden. For eksempel fremgår det af CVR registeret, at der kun er ansat en enkelt medarbejder i Jobcenter Gribskov A/S, siger Bodil Otto.

HK/Kommunal-formanden opfordrer politikerne i Gribskov Kommunes Byråd til at komme til bunds i det, hun betegner som et morads af ’lokumsaftaler’.

- Jeg kan af gode grunde ikke med sikkerhed vide, hvad de lokale politikere i Gribskov får fortalt af Jobcenter Gribskov A/S. Men det er tydeligvis ikke sandheden. Både de ledige og de skatteborgere, der er med til at finansiere privatiseringseksperimentet med mere end 27 millioner kroner årligt, har krav på, at tingene nu kommer op til overfladen, fastslår Bodil Otto.

Også blandt medarbejderne i Jobcenter Gribskov A/S er situationen helt uholdbar. I en skrivelse fra jobcenterets medarbejdere fremgår det, at ”..det psykiske arbejdsmiljø i stigende grad er præget af manglende medarbejderindflydelse, massiv administrativ kontrol samt manglende faglig oplæring.”

I skrivelsen fra oktober måned i år fremfører medarbejderrepræsentanterne, at det psykiske arbejdsmiljø i Jobcenter Gribskov A/S om muligt er blevet endnu ringere end dengang i 2009, hvor Arbejdstilsynet på det kraftigste pålagde jobcenteret at forbedre forholdene for de ansatte.

Formanden for HK/Kommunal i Hovedstaden, Winnie Axelsen, er rystet over forholdene og kræver øjeblikkelig handling fra såvel politikere som embedsmænd i Gribskov Kommune.

- Den behandling af medarbejderne, der i øjeblikket foregår på jobcenteret er for mig at se nærmest ude af kontrol. Ledelse er på det privatiserede jobcenter reduceret til tvang, kontrol og daglige magtmanifestationer. Siden 2009 har 24 medarbejdere valgt at forlade organisationen, seks er blevet afskediget, og der er i gennemsnit 8-10 daglige sygemeldinger. Det er på alle måder helt uholdbart, siger Winnie Axelsen.

Kontaktpersoner:

Bodil Otto, Formand for HK/Kommunal, 44bo@hk.dk, 29469670

Winnie Axelsen, Formand for HK/Kommunal Hovedstaden, 01wax@hk.dk, 21207040