DLG

Rapshøst er i top

Pressemeddelelse   •   Aug 19, 2013 10:16 CEST

Rapskvaliteten er i top, og trods faldende priser på afgrøder i år, ser det godt ud for landmændene. Mange landmænd har sikret priserne ved Risk Management - et risikostyringsværktøj - som bliver solgt som varmt brød.

Rapshøsten er i hus på Sjælland, som står for langt den største rapsproduktion i Danmark, og høsten er også på vej i hus i resten af landet. Især på Sjælland, Fyn og Sønderjylland er kvaliteten god. Priserne på afgrøder er generelt faldet i år, men rapskvaliteten er til gengæld rigtig god og langt bedre end sidste år. Olieindholdet er på 49 procent eller mere, og det betyder, at landmændene får et højere olietillæg på prisen.

"Rigtig mange landmænd har fået solgt deres raps, og mange har valgt at sikre prisen ved Risk Management, som giver landmanden mulighed for at sikre sig en minimumspris og samtidig få en eventuel optur på priserne med. Vi kalder det en omvendt RenteMax. Du kan kun følge med op, du kan ikke følge ned", siger Claudio Pelsen, der er direktør for Afgrøder og fortsætter: "Vi sælger risikostyringsværktøjet som varmt brød, fordi det giver landmanden en bedre nattesøvn, da de ikke skal spekulere på priserne."

DLG er Danmarks største opkøber af raps og har to egne rapsmøller, en mølle i Agersted og en i Bandholm. Sidstnævnte er et jointventure med lokale landmænd. Her har man de seneste år set en stigning i salget af rapsolie, hvilket hænger sammen med, at danskerne i højere grad efterspørger sunde og lokalt producerede madvarer - og netop rapsolien er en sund, dansk olie, som også er billig sammenlignet med fx olivenolie.