Social- og Integrationsministeriet

Reform af førtidspension og fleksjob: Flere skal være en del af fællesskabet

Pressemeddelelse  •  2012-02-28 15:39 CET

Det danske samfund står over for en kæmpe udfordring. 750.000 voksne danskere står uden for arbejdsmarkedet. For regeringen er det afgørende, at alle mennesker får mulighed for at bidrage til fællesskabet. 

Regeringen fremlægger i dag et udspil til en reform af førtidspension og fleksjob. Udspillet bygger på et princip om, at unge ikke skal på førtidspension, og at flere skal have mulighed for at udnytte den arbejdsevne, de har.

”Alt for mange mennesker står uden for arbejdsmarkedet, og de mennesker, der har mindst arbejdsevne, har for svært ved at komme ind. Det har enorme konsekvenser – for samfundsøkonomien, men først og fremmest for de mennesker, som i dag ikke får mulighed for at realisere deres potentiale. Vi vil reformere vores velfærds-samfund for at sikre, at så mange som muligt får lov at bruge deres ressourcer og være en del af vores arbejdsfællesskab. Og vi begynder med førtidspensionen og fleksjobordningen,” siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup lægger også vægt på, at regerin-gen med reformen vil hjælpe mennesker til bedre at udnytte deres potentiale og få et aktivt og bidragende liv:

”Vi kan ikke se passivt til, at vi parkerer unge mennesker resten af deres liv på en ydelse. Det har samfundet ikke råd til, og det er tegn på, at vi bruger de forkerte løsninger til skade for de unge, det handler om. Vi skal i gang med at investere i de unge i stedet for at opgive dem,” siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.

Grundelementer i reformudspillet

Førtidspension bliver som udgangspunkt afskaffet for alle under 40 år. I stedet vil regeringen give sårbare og udsatte unge en helhedsorienteret indsats i ressourceforløb. Der kan dog fortsat tilkendes førtidspension – også til unge – hvis alle andre muligheder er helt udelukkede.

En væsentlig forudsætning er, at indsatsen bliver koordineret væsentligt bedre end i dag – på tværs af de mange forskellige forvaltninger og sektorer. Regeringen vil derfor oprette rehabiliteringsteam i alle kommuner, som skal sikre, at den tværgående indsats kommer til at virke i praksis. Samtidig vil regeringen investere massivt i ressourceforløbene, så kommunerne får mulighed for både at sætte de rigtige tiltag i værk og at give den enkelte tid og ro i en periode til fx et behandlingsforløb i psykiatrien, hvis det er et nødvendigt led i indsatsen.

Regeringen vil fastholde fleksjobordningen, fordi den sikrer mange mennesker adgang til arbejdsmarkedet. Men det er nødvendigt at reformere ordningen, så den bliver målrettet personer med en begrænset arbejdsevne.

Derfor lægger regeringen op til, at de offentlige tilskud bliver vendt rundt, så de største tilskud ikke længere gives til de fleksjobansatte, der har de højeste lønninger, men derimod gives til fleksjobansatte med de laveste lønninger og den mindste arbejdsevne. Samtidig skal arbejdsgivere kun betale løn for de timer, den fleksjobansatte arbejder, så det bliver mere attraktivt for arbejdsgiverne at ansætte personer, som kun kan arbejde få timer om ugen.

Læs regeringens udspil: En del af fællesskabet. Reform af førtidspension og fleksjob.

Læs her om den forventede og faktiske udvikling på førtidspensions- og fleksjobområdet.

Læs nøgletal om førtidspension og fleksjob.

Læs fakta om førtidspension

Læs fakta om fleksjob

Læs fakta om ledighedsydelse




Yderligere oplysninger:

Bent Nielsen, kontorchef, Social- og integrationsministeriet, tlf. 41 77 82 50

Kirsten Brix Pedersen, kontorchef, Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, tlf. 35 28 83 70




Pressekontakt:

Helene Bøgvad, presseansvarlig, Social- og Integrationsministeriet, tlf. 33 92 46 71, mobil 40 70 69 01
 
Christian Lehmann, pressechef, Beskæftigelsesministeriet, tlf. 20 89 90 45 
Se alle nyheder

You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.