Finansministeriet

Regeringen forbedrer styringen af it-projekter i staten

Pressemeddelelse   •   Feb 10, 2011 07:24 CET

Regeringen har etableret et nyt IT-projektråd, der skal professionalisere arbejdet med store it-projekter i staten. Rådet samler private og statslige kompetencer, der skal bidrage til, at staten bliver bedre til at gennemføre komplicerede it-projekter. Derudover skal rådet skabe overblik over de statslige it-projekter, så viden og erfaringer kan udnyttes bedre på tværs.

Digitalisering er et led i regeringens arbejde for en mere effektiv offentlig sektor. Derfor igangsættes der de kommende år en række større it-projekter i staten. For at projekterne bliver vellykkede til tiden og prisen, kræver det god projektstyring. Det kan det nye IT-projektråd bidrage til.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen ser potentiale i det nye IT-projektråd.

”Hvis god offentlig service og sund samfundsøkonomi skal gå hånd i hånd, kræver det, at vi bliver bedre til at udnytte de digitale muligheder og bedre til at gennemføre it-projekterne. Statens IT-projektråd kan give ministerierne værdifuld sparring i, hvordan de høster det fulde potentiale ved digitalisering og undgår, at projekterne går skævt.”

Regeringen har udpeget Mogens Pedersen, kommitteret i Finansministeriet, som formand for Statens IT-projektråd og Birgit Nørgaard, tidl. administrerende direktør, som næstformand.

IT-projektrådets opgaver og sammensætning
Statens IT-projektråd vil vurdere risikobilledet for alle statslige it-projekter over 10 mio. kr. Hvis rådet vurderer et projekt som særlig komplekst og risikabelt, kan det indstille, at der gennemføres et uafhængigt, eksternt review, der giver anbefalinger om, hvordan risici i projektet kan begrænses. Desuden skal alle statslige it-projekter over 60 mio. kr. igennem et eksternt review, uanset risikovurderingen. Etableringen af Statens IT-projektråd ændrer ikke på, at ansvaret for projekterne er forankret i de enkelte ministerier.

Statens IT-projektråd vil ved siden af formanden bestå af otte personer med baggrund fra det private erhvervsliv, statslige virksomheder og forskningsverdenen:

  • Birgit Nørgaard, tidl. administrerende direktør (næstformand)
  • Lilian Mogensen, direktør Forretningsudvikling & HR, ATP
  • Michael Moesgaard, koncern it-direktør, Dong Energy
  • Erik Andreasen, underdirektør i Group IT, Danske Bank
  • Lars Mathisen, direktør, Nykredit
  • Mads Tofte, rektor, IT-Universitetet
  • Jesper Jarmbæk, direktør, Kort- og Matrikelstyrelsen
  • Ole Kjær, direktør, Skatteministeriet

Læs mere om Statens IT-projektråd her

Læs faktaark om Statens IT-projektråd
Læs faktaark om den fællesstatslige it-projektmodel


Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationsmedarbejder
Jakob Arendt
T 33 92 41 41
M 25 26 27 74
jakob@fm.dk