Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Regeringen fortsætter kampen mod ulovlige lægemidler

Pressemeddelelse   •   Feb 07, 2011 08:41 CET

Regeringen skærper kontrollen med ulovlige lægemidler, og lægemidler, der forhandles ulovligt - især på internettet.

Med et nyt lovforslag, der behandles i Folketinget i dag, foreslår indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder bl.a. udvidede beføjelser til Lægemiddelstyrelsen, der hurtigt og effektivt skal kunne beslaglægge og konfiskere ulovlige lægemidler og mere kontrol med internetforhandlere.

Som en service til forbrugerne, som i stigende grad køber lægemidler på internettet, vil der blive lavet en liste over lovlige internetforhandlere af medicin.

Der vil også blive stillet nye krav til den måde, som bl.a. e-handlede lægemidler skal sendes til forbrugeren, så det sikres, at lægemidlerne når sikkert frem.

Indenrigs- og sundhedsministeren foreslår ligeledes, at adgangen til hjemmesider, som står for ulovlig forhandling af medicin, skal kunne blokeres.

Disse initiativer skal beskytte de forbrugere, som - på den ene side - ser fordele ved at handle på internettet, men som - på den anden side - ikke ønsker at udsætte sig selv for den sundhedsrisiko, der er forbundet med at købe medicin hos en ulovlig forhandler.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder udtaler:

"Det er i dag svært for den enkelte forbruger at gennemskue, om et lægemiddel, der udbydes via internettet, er ulovligt og hvilke sundhedsrisici, der er forbundet med lægemidlet. Det er derfor vigtigt, at vi dels prøver at gøre det mere overskueligt for forbrugerne, men også at vi gør, hvad vi kan for at forhindre, at der handles med ulovlige lægemidler. Det handler i sidste ende om tryghed og om at sikre den enkeltes sundhed og helbred".