Justitsministeriet

Regeringen optrapper kampen mod narko

Pressemeddelelse   •   Okt 07, 2010 08:39 CEST

Kampen mod narko II indeholder 19 konkrete initiativer til i alt 130 mio. kroner.

 

Efter en årrække med fald er antallet af narkotikarelaterede dødsfald nu steget fra 239 i 2008 til 276 i 2009. Samtidig er det skønnede antal stofmisbrugere i Danmark steget fra 28.000 i 2005 til 33.000 i 2009.  Det er en helt uacceptabel udvikling, som regeringen vil arbejde aktivt for at få vendt.

 

Med handlingsplanen gør regeringen det helt klart, at øget brug af tvang i forhold til behandling af stofmisbrugere, også unge misbrugere og forældre med et misbrugsproblem kan komme på tale, når en igangværende undersøgelse af brugen af tvang i Sverige og Norge afsluttes senere i år.

 

Her og nu skal der skal sættes ind på forebyggelsesområdet og behandlingssiden, med skadesreduktion og skærpet kontrol med ulovlige stoffer.

 

Handlingsplanen indeholder en lang række initiativer.  De omfatter bl.a.:

 

  • Udgående indsatser til unge med misbrugsproblemer i form af f.eks. opsøgende misbrugsbehandlere, der tilknyttes et uddannelsessted

  • Forbud mod hele grupper af euforiserende stoffer for at gøre det vanskeligere for bagmænd at producere nye typer af syntetiske stoffer 

  • En styrket behandlingsindsats i fængslerne kombineret med en skærpet kontrol af besiddelse af ulovlige stoffer i fængslerne

 

Handlingsplanen rummer også en række initiativer i forhold til de mest udsatte stofmisbrugere – bl.a. med fokus på blandingsmisbrug og på kombinationen af psykisk sygdom og stofmisbrug samt styrket misbrugsbehandling af de indsatte i fængslerne.

 

Regeringen lægger desuden op til at iværksætte forsøg med sundhedsrum i de store byer, hvor de mest udsatte stofmisbrugere får adgang til sundhedsfaglig hjælp og et værested, men uden adgang til at indtage ulovligt erhvervede stoffer. Regeringen ønsker ikke, at der etableres offentlige fixerum i Danmark.

 

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder: ”Vi optrapper nu kampen mod narkotikamisbrug og sætter ind med en bred vifte af nye initiativer. De nye tal for stofmisbrugere og narkodødsfald er helt uacceptable. Derfor skal vi fx gøre det vanskeligere at producere nye syntetiske stoffer, og vi skal blive endnu bedre til at behandle stofmisbrugere – om nødvendigt med tvang.”

 

Socialminister Benedikte Kiær:” Børn og unge er vores råstof og fremtid. Derfor skal vi i kontakt med de unge, der måtte have det mindste problem på dette felt. Vi skal ikke bare behandle, men også forebygge. Og derfor må vi bruge de midler, som de selv bruger.”

 

Justitsminister Lars Barfoed: ”Vi kan ikke acceptere, at der findes ulovlige stoffer i fængslerne. Derfor er det helt afgørende, at vi sikrer en målrettet og effektiv kontrol mod brug af narkotika i de danske fængsler. Samtidig vil regeringen styrke behandlingsindsatsen i fængslerne – både som en del af indsatsen mod narkotikamisbrug og som led i kriminalitetsbekæmpelsen.”

 

Handlingsplan ”Kampen mod narko II” lægger op til iværksættelse af en række nye initiativer på de tre ministeriers områder og følger samtidig op på den redegørelse, som et særligt ekspertpanel om kokainmisbrug afleverede til indenrigs- og sundhedsministeren i maj 2010.

 

Yderligere information

 

Martin Deichmann, pressemedarbejder i Indenrigs- og Sundhedsministeriet: 40 82 06 37

Jesper Høvsgaard Termansen, presseansvarlig i Socialministeriet: 40 70 69 01

Troels Krog, pressechef i Justitsministeriet: 50 76 11 19

 

Læs regeringens handlingsplan "Kampen mod narko II" her (pdf-format)