Erhvervs- og Vækstministeriet

Regeringen styrker design- og arkitekturindsatsen i Asien

Pressemeddelelse   •   Nov 21, 2011 20:28 CET

Et nyt design- og arkitekturkonsortium skal øge kendskabet til dansk design og arkitektur på de nye vækstmarkeder. Blandt konsortiets første opgaver er at sikre et succesfuldt dansk partnerskab med Hongkong Business of Design Week til næste år.

Dansk design og arkitektur står stærkt internationalt. Det skal udnyttes forretningsmæssigt. Den 26. november åbner handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr det danske Innovationscenter i Hongkong.

Fonden til Markedsføring af Danmark under Erhvervs- og Vækstministeriet har netop valgt at støtte oprettelsen af Dansk Design og Arkitektur Konsortium, der skal understøtte visionen om Danmark som et førende designsamfund. Derudover har Danmark netop indgået partnerskab med Hongkong Business of Design Week i 2012. Og med etableringen af et nyt innovationscenter i Hongkong, der har fokus på design, er der skabt en solid base for et unikt udstillingsvindue for dansk design og arkitektur i Asien næste år.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:

Dansk design og arkitektur er internationalt kendt for kreativitet, høj kvalitet, bæredygtighed og brugervenlighed. Det skal vi blive endnu bedre til at udnytte forretningsmæssigt. Derfor har vi oprettet et nyt design- og arkitekturkonsortium, der skal øge kendskabet til dansk design og arkitektur på de nye vækstmarkeder.Derudover målretter vi vores indsats på de asiatiske markeder. Flere asiatiske lande investerer massivt i design i disse år, og den chance skal udnyttes. Derfor skal Danmark næste år være officiel partner på den største designevent i Asien. Her, på Hongkong Business of Design Week, vil vi vise det bedste inden for dansk design og arkitektur.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr:

Danske designere er meget brugerfokuserede i udviklingen af nye produkter og services. Det er netop den slags, der i stigende grad efterspørges i Kina og globalt.Jeg ser frem til næste uge i Hongkong at åbne det nye danske innovationscenter. Hongkong har et af de stærkeste design- og innovationsmiljøer i Asien. Centret skal bidrage til at markedsføre Danmark og styrke salget af design og innovative løsninger.