Albertslund Kommune

Regeringens udspil til ny udligningsordning vil ramme Albertslund...

Pressemeddelelse   •   Mar 20, 2012 12:00 CET

Indenrigsminister Magrethe Vestager har i dag præsenteret regeringens forslag til en ny udligningsordning, som groft sagt "ruller millioner fra by til land". Forslaget opererer med modeller som betyder, at Albertslund Kommune kan tabe penge.  
 
Borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen, forholder sig således til udspillet:
 
"Det er helt uhørt, at regeringen lægger op til en udligningsreform, som i runde tal vil koste Albertslund 6 mio. kr. om året. Albertslund løfter sin del af de sociale udfordringer i hovedstadsområdet, og det skal vi selvfølgelig kompenseres rimeligt for. Også derfor glæder vi os over, at flere af kommunerne i hovedstadsområdet får bedre vilkår.
 
Han fortsætter:
 
"Jeg noterer mig, at der er tale om et udspil fra regeringen. Vi vil nu se nærmere på tallene og rette henvendelse til Folketinget og regeringen, så udligningsreformen også bliver fair og rimelig for Albertslunds borgere."
 

Kort og godt om Albertslund
Byen har knap 28.000 indbyggere, et højt aktivitetsniveau og tradition for dialog med borgere og erhvervsliv. Miljøaktiviteter, gode rammer for børn og unge og alsidige kultur- og fritidstilbud har høj prioritet. 

61% af boligerne i Albertslund er almene, mens 34% er ejerboliger. 
Albertslund har et areal på 23 kvadratkilometer, hvoraf over 60 % er dækket af skov og grønne områder.