Region Hovedstaden

Regionens fødende får tilbud om jordemoderbesøg fra 2012

Pressemeddelelse   •   Nov 01, 2011 16:27 CET

Region Hovedstaden tilbyder fra næste år alle nybagte mødre at få en jordemoder på besøg kort efter fødslen, og socialt udsatte gravide får også mere hjælp

Flere penge til fødsel og barsel 
Regionsrådet i Region Hovedstaden har vedtaget at afsætte flere penge til graviditet, fødsel og barsel i næste års budget. Det betyder bl.a., at alle regionens ambulante og hjemmefødende fra 2012 får tilbud om at få en jordemoder på besøg en til to dage efter fødslen. 

En af de første regioner med jordemoderbesøg 
Dermed bliver Region Hovedstaden en af de første regioner i Danmark, der giver de fødende kvinder sådan et tilbud. 

Glad for at kunne tilbyde sikkerhed og tryghed 
- Jeg er glad for, at vi næste år kan tilbyde den sikkerhed og tryghed, der ligger i et jordemoderbesøg. 

De fleste anbefalinger er nu gennemført 
- Dermed er langt hovedparten af Sundhedsstyrelsens anbefalinger gennemført i Region Hovedstadens fødeplan, siger formanden for regionens fødeplanudvalg, Steen Werner Hansen, vicedirektør på Bispebjerg Hospital. 

Også hjælp til socialt udsatte mødre 
Fra 2012 skal socialt udsatte gravide også tilbydes forældre- og fødselsforberedelse for at forberede dem bedst mulig på, at et barn kommer ind i deres tilværelse. Har en kvinde haft et særlig kompliceret fødselsforløb, er der i det nye budget også sat penge af til efterfødselssamtaler inden for en måned efter fødslen. 

Nye tiltag skrives ind i fødselspjece 
Ændringerne, som følge af Budget 2012, er allerede skrevet ind i den elektroniske udgave af Region Hovedstadens fødselspjece til kommende gravide, som udkom i papirform før budgetvedtagelsen. 

Pjece med alle oplysninger til mor og far 
Fødepjecen giver alle relevante oplysninger, som mor og far har brug for, når graviditeten er en realitet og den lille ny skal fødes i Region Hovedstaden, f.eks. om hjemmefødsel, frit sygehusvalg, scanninger, sundhedsplejerske og barselsambulatorium. 

Pjece udleveres af praktiserende læge 
Publikationen ”Graviditet og fødsel” udleveres af alle praktiserende læger i Region Hovedstaden og kan læses her, hvor der desuden er links til de enkelte hospitalers hjemmesider, hvor de gravide kan søge mere specifik information. 

Fakta:

  • 1/3 af alle danske kvinder føder i Region Hovedstaden, dvs. omkring 21.000 fødsler om året.
  • Der er 5 fødeafdelinger i Region Hovedstaden.
  • Hvor den gravide skal føde afhænger af, hvilken kommune kvinden bor i.

Yderligere information hos:

  • Formand for Region Hovedstadens fødeplanudvalg, vicedirektør Steen Werner Hansen, via pressevagten i Region Hovedstaden, mobil 70 20 95 88