Region Midtjylland

Regioner marcherer for EU-støtte

Pressemeddelelse   •   Okt 07, 2010 09:08 CEST

Det går ud over Europas konkurrenceevne, hvis EU beslutter at standse støtten fra socialfonden og regionalfonden. Det mener Region Midtjylland og 138 andre EU-regioner. Torsdag marcherer de gennem Bruxelles’ gader for at markere deres holdning over for EU-Kommissionens formand.


De mange millioner kroner, som hvert år uddeles via EUs socialfond og regionalfond, hænger i en tynd tråd, når EUs budget for den kommende periode 2014-2020 skal forhandles på plads.
I forbindelse med den netop vedtagne Europa 2020-strategi, som skal gøre Europa mere konkurrencedygtig i forhold til Asien og USA, har EU-Kommissionen har luftet tanken om at beskære eller helt fjerne denne form for støtte, og det vækker bekymring i langt de fleste af EUs regioner.
Nu markerer de deres bekymring ved at underskrive en erklæring, som i forbindelse med et faneoptog gennem Bruxelles’ gader torsdag formiddag skal overrækkes til Europa Kommissionens formand José Manuel Barroso.

Nødvendige lokomotiver

”Vi skaber ikke bedre konkurrenceevne ved at udjævne forskellene i Europa”, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland Bent Hansen.
”Vi skal netop sikre, at der er lokomotiver til at trække udviklingen i Europa op på niveau med vores nærmeste konkurrenter, så derfor er det vigtigt, at også veludviklede regioner som Region Midtjylland fastholder EU-midlerne”.
Som formand for Vækstforum ser Bent Hansen tydeligt betydningen af EU-midlerne som supplement til regionens egne erhvervsfremmemidler.
”Vi får hvert år ca. 72 mio. kroner i de såkaldte mål 2 midler, og de er for alvor med til at skabe udvikling i vores region og dermed bidrage til den europæiske udvikling. Siden 2007 har vi i Vækstforum igangsat 45 projekter med en samlet investering på 1,4 mia. kroner, hvoraf de 220 mio. er kommet fra EU. Det er blandt andet inden for vigtige områder som velfærdsinnovation, kompetenceudvikling, eksportfremme og iværksætteri”, siger Bent Hansen.

Bred støtte
Samtlige danske regioner har underskrevet erklæringen til støtte for EU-midlerne, og alt i alt repræsenterer underskriverne 84 procent af de regioner, der kan modtage midler fra socialfonden og regionalfonden.


Læs regionernes erklæring
Se program for torsdagens event
Se eksempler på EU-støttede projekter
Se de deltagende regioner

Billedtekst: EU-støtten til de midtjyske projekter har været med til at sætte fart i områder som velfærdsinnovation, kompetenceudvikling, eksportfremme og iværksætteri. Fotoet er til fri brug i forbindelse med denne pressemeddelelse. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.

Flere oplysninger:

Bent Hansen, formand for
Regionsrådet og Vækstforum
i Region Midtjylland
Telefon: 8728 5010
Mobil 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk 
Niels Erik Andersen, kontorchef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5090
Mobil: 2085 3252
niels-erik.andersen@ru.rm.dk 


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne


opdateret: 05-10-2010

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Sidst redigeret 04-05-2010