Forbrugerombudsmanden

Regus København ApS politianmeldt for spam

Pressemeddelelse   •   Nov 02, 2010 11:09 CET

Regus København ApS,  der bl.a. udlejer kontorlokaler i Storkøbenhavn, har i perioden fra juni 2009 til april 2010 sendt en række e-mails til erhvervsdrivende med tilbud om leje af kontorer, lokaler mv. Markedsføring via e-mail er imidlertid ulovlig, hvis man ikke har fået samtykke fra modtageren.

”Spar op til 60 % på dine ejendomsudgifter” og ” Velkommen til dit fremtidige kontor” – sådan lød overskrifterne på nogle af de e-mails, der blev sendt til erhvervsdrivende over hele Danmark.

Men ingen af de erhvervsdrivende, som har klaget til Forbrugerombudsmanden, har hørt om firmaet eller sagt ja tak til at modtage markedsføring om bl.a. leje af kontorfaciliteter. Der er derfor tale om spam.

Elektronisk markedsføring kræver samtykke fra modtagerne – dette gælder både når man som erhvervsdrivende retter henvendelse til forbrugere og andre erhvervsdrivende.

Sagen er nu oversendt til politiet.

J.nr. 09/06723

For yderligere oplysninger kontakt:

Helle Hartvigsen 
Specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Direkte tlf.: 32 66 92 26