TUI Denmark

Rejsearrangør bruger dine personlige præferencer på hjemmeside

Pressemeddelelse   •   Okt 26, 2016 11:09 CEST

Når du besøger en hjemmeside for en rejsearrangør som for eksempel tui.dk (Startour.dk indtil 1. november), er det langt fra tilfældigt, om du bliver fristet med en rejse til Madeira eller til Thailand. TUI har nemlig gemt dine tidligere søgninger og klik i en såkaldt cookie og kan ud fra din historik og big data afgøre, hvilken rejse du er mest tilbøjelig til at købe.

Ved hjælp af en ny teknologi satser verdens største rejsearrangør på at skabe personaliserede hjemmesider frem for at vise det samme til alle kunder.

- For os handler det om at gøre vores hjemmeside mest mulig relevant for de mange besøgende. Pladsen er jo begrænset, så vi vil helst vise familiehotellerne til forældrene og parhotellerne til parrene. Det gør vi ved at lade den personlige data bestemme indholdet, siger Nikolai Johnsen, der er pressechef for TUI i Danmark.

Ved at fortælle åbent om metoden håber TUI at kunne være med til at eliminere myter fordomme inden for digital markedsføring. Nikolai Johnsen forsikrer i øvrigt, at selvom der lagres data om brugen, så forbliver den anonymiseret og aldrig videregivet til en tredje part.

Det er ikke blot destinationerne eller hotellerne, som TUI kan vise i et personaliseret format. Hvis man som besøgende allerede har købt en rejse til for eksempel Mauritius, vil man blive vist tilbud for udflugter på netop den destination, samt muligheden for at opgradere sit flysæde. Derudover opsamler tui.dk placeringen på den besøgendes ip-adresse og vurderer herudfra hvilken afrejselufthavn, den besøgende skal se feriemuligheder fra. På den måde bliver besøgende fra Nordjylland som udgangspunkt kun vist tilbud på rejser med afrejse fra Aalborg Lufthavn.

Alt er personligt – på nær prisen Hos TUI bruger man desuden et avanceret stykke software, der ud fra en algoritme automatisk sørger for at sætte prisen op eller ned alt efter efterspørgslen. Helt ned til priserne for de enkelte hotelværelser. Dog vil pressechefen gerne afmontere historien om, at rejsebureauer i Danmark forhøjer prisen for den enkelte kunde, efter at man har søgt på en rejse.

- Vi har en meget fintfølende algoritme, der opdaterer vores priser hvert kvarter, og derfor kan man opleve prisændringer fra besøg til besøg. Men alle priser er nøjagtig den samme for alle kunder uanset hvad, og det gælder mig bekendt for alle danske rejsebureauer. Alt andet ville være unfair, siger Nikolai Johnsen.

Med 20 millioner kunder i butikken er TUI verdens største rejsearrangør og kan for alvor bruge big data til at blive klogere på mønstrene i brugernes efterspørgsel og forudsige individuelle rejsebehov.

For eksempel kan det på globalt plan vise sig, at folk fra provinsen, der søger på en rejse med all-inclusive i januar, er mere tilbøjelige til at købe afbudsrejser i juli. Eller at folk storbyer, der søger på billeje i Thailand er tilbøjelige til at købe en aktiv ferie i maj. På den måde kan rejsearrangøren i Danmark skræddersy både sin hjemmeside og sin markedsføring ud fra små detaljer i de store tal.

- Når vi samler data på verdensplan, kan vi skabe en meget detaljeret profil af de forskellige typer af rejsende. Den viden kan vi bruge til at tilbyde personaliserede hotelkoncepter, der er designet til at passe til helt specifikke målgrupper, siger Nikolai Johnsen.

Blandt de personaliserede hotelkoncepter er blandt andet Magic Life, der henvender sig til en kombination af sportsinteresserede all-inclusive-gæster, Sensatori til de bohème-orienterede og Family Life til den moderne familie med hang til aktiviter. Hvert hotelkoncept har en nøje defineret målgruppe, som big data skal være med til at identificere på hjemmesiden.

Med en markedsandel på 20 % er TUI Nordic den største rejsearrangør på det nordiske marked. TUI Nordics varemærker er TUI Danmark, TUI Sverige, TUI Norge og TUI Finland, sammen med All-Inclusive-specialisten Nazar.

TUI Nordic har 1.600 ansatte, der leverer service til mere end million nordiske kunder om året. TUI Nordic er en del af TUI Group, der er verdens største rejsevirksomhed med mere end 180 destinationer og ansatte i mere end 130 lande. TUI Group har 6 flyselskaber mere end 140 fly, 300 egne hoteller og 15 krydstogtssskibe.

TUI Group er noteret på FTSE 100-indekset på Londons børs og på det tyske MDax-indeks. Bæredygtighed er en kerneværdi i TUI’s strategi, der er medlem af FN’s Global Compact-program og er noteret på det respekterede Dow Jones Sustainability Indices (DJSI).