TDC Group

Rekord-ordre til TDC: Vinder 60 norske kommuner

Pressemeddelelse   •   Apr 22, 2013 09:00 CEST

TDC har vundet sin hidtil største kontrakt på det norske marked, og ordren er samtidig TDC’s største vundet uden for Danmark. Således skal TDC levere mobil- og fastnettelefoni til 60 norske kommuner samt de tre amter Buskerud, Telemark og Vestfold, hvor kommunerne er placeret. Kontrakten er indgået med deres fælles indkøbsenhed, BTV Innkjøp.

- Valget af TDC var egentlig ganske enkelt. De havde klart højest score på alle vores variabler. Vi har allerede gode erfaringer fra TDC på bredbåndsområdet, og nu ser vi frem til også at udvide dette på telefoni, siger indkøbschef Roy Pettersen fra BTV Innkjøp.

Kontrakten betyder, at TDC skal levere 18.500 mobilabonnementer til medarbejderne i amterne og kommunerne, ligesom TDC også skal levere fastnet og andre tjenester.

- Vi er glade for aftalen, som selvfølgelig har stor økonomisk værdi for TDC, men samtidig manifesterer den os også som en stærk udfordrer på det norske marked. På mange måder er den en milepæl i vores nordiske satsning på erhvervsmarkedet, fortæller koncerndirektør Jens Munch-Hansen fra TDC Nordic.

Aftalen, som er to-årig med mulighed for to års forlængelse, mangler endnu nogle detaljer, men den årlige værdi vil være i nærheden af 50 millioner danske kroner.

Den norske rekord-ordre kommer i forlængelse af en række andre offentlige kunder, som TDC har vundet i Norden. Eksempelvis indgik TDC sidste år aftaler med det svenske skattevæsen, Skatteverket, og den svenske kommune Västerås.

TDC omsatte i 2012 for i alt 4,8 milliarder kroner i Norge, Sverige og Finland, og TDC Nordic oplevede i 2012 en vækst på 7,3 procent.


Yderligere oplysninger:
TDC Presse, tlf. 70 20 35 10

TDC kan med over 280.000 km fiber-, kobber- og coaxkabler forsyne samtlige danske husstande med telefoni og internet. Sammen med Danmarks mest stabile mobilnet på tværs af både 2G-, 3G- og 4G-teknologierne tilbyder TDC mobildækning til ca. 99 pct. af Danmark. TDC forbinder Danmark.