Codan Forsikring

Risiko for vejrskader på boligen påvirker hver anden danskers købsovervejelser

Pressemeddelelse  •  2012-06-13 10:50 CEST

Hver anden dansker tillægger risikoen for at få skader på drømmeboligen som følge af ekstremt vejr stor eller meget stor betydning. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for forsikringsselskabet Codan.

Afblæste tagsten, oversvømmede kældre og haver, der bliver forvandlet til små søer. Det ekstreme sommervejr, der har ramt Danmark de seneste par år, har sat sine spor. Også i danskernes bevidsthed. En undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Codan Forsikring viser således, at 47 procent af danskerne tillægger risikoen for at få skader på drømmeboligen som følge af ekstreme vejrfænomener stor eller meget stor betydning.

”Undersøgelsens resultater viser, at rigtig mange danskere er begyndt at vægte risikoen for vejrskader på boligen højt, når de står over for et potentielt boligkøb. Derfor kan vi kun understrege vigtigheden af, at danske boligejere klimasikrer deres boliger - både for deres egen skyld og fordi klimasikrende tiltag kan have stor betydning for prissætningen af boligen i forbindelse med et fremtidigt salg,” lyder det fra Jesper Franch, produktdirektør i Codan.

For at give de danske boligejere et konkret incitament til at klimasikre deres boliger har Codan for nylig valgt at give 15 procent i rabat på husforsikringen til de kunder, der installerer en højvandslukker i deres boligs kælder som sikring mod oversvømmelse. Der er ligeledes rabat på selve højvandslukkeren.

”Skybrud og voldsomme storme er blevet mere almindeligt de senere par år og har betydet en stigning i vejrrelaterede skader. Det påvirker både vores forretning og kundernes hverdag, og derfor er klimaforandringerne et vigtigt tema for os. Vi ønsker med vores produkter og viden om skadeforebyggelse at bidrage til at begrænse skaderne og de økonomiske omkostninger ved ekstremt vejr,” uddyber Jesper Franch.

 

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af YouGov for Codan Forsikring i begyndelsen af 2012 blandt 1630 personer i alderen 18-69 år.

  • 47 procent af de adspurgte svarer, at det har enten ’stor betydning’ eller ’meget stor betydning’ på spørgsmålet: Hvis du blev tilbudt at købe en bolig med god beliggenhed til en god pris - hvilken betydning har risikoen for at få skader, som følge af ekstreme vejrfænomener som f.eks. kraftige storme og skybrud så?
  • Undersøgelsen viser samtidig, at fire ud af ti boligejere er villige til at foretage klimasikrende investeringer i boligen.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Codan Forsikring A/S
Kia Pedersen, kommunikationskonsulent     
Tlf.: 33 55 58 76, mobil: 30 37 85 28
E-mail: kip@codan.dk

For kundehenvendelser
Kontakt os på: Tlf.: 33 55 55 50

Om Codan Forsikring
Codan Forsikring er Danmarks tredjestørste forsikringsselskab og har knap 340.000 danske husstande og godt 50.000 små og store virksomheder som kunder. Codan Forsikring er en del af Codan-koncernen, der bl.a. ejer det svenske forsikringsselskab Trygg-Hansa. Codan-koncernen er i dag 100 % ejet af den britiske forsikringskoncern RSA. Dermed er Codan en del af et af verdens største forsikringsselskaber med 22.000 medarbejdere. Læs mere om Codans arbejde med CSR her.

Læs mere om Codan på www.codan.dk.

You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.