Banedanmark

Røntgenundersøgelse af Storstrømsbroen afsluttet

Pressemeddelelse   •   Nov 04, 2011 17:34 CET

De omfattende røntgen-undersøgelser af Storstrømsbroens anker- og svævefag er nu afsluttet, og der blev i alt fundet 11 revner, hvoraf den største var 55 cm, mens de fleste var mindre revner på 17 cm. Ni af revnerne er fundet på jernbanesiden og to på vejsiden, oplyser områdechef i Banedanmark, Søren Boysen. 
 
"Revnerne er alle af en sådan karakter, at vi nu kan reparere dem og bringe broen i den stand, der skal til for at klare den aktuelle trafikmængde.  Vi er derfor i fortsat tæt dialog med DSB om at åbne for togtrafikken med lette tog, og det arbejder vi fortsat hen imod vil ske i slutningen af uge 46," fortæller Søren Boysen. 
 
Omfattende undersøgelser

Under de omfattende røntgen-undersøgelser er der fundet tre revner på jernbanesiden på henholdsvis 30, 43 og 55 cm og seks revner på 17 cm, mens der blev fundet en revne på 30 cm og en på 17 cm på vejsiden. 
 
De fire største revner udbedres ved aflastende reparationer i form af to åg. Når disse reparationer er færdige, kan togtrafikken genoptages med lette tog. Arbejdet med udbedringen af  syv mindre revner vil kunne foregå sideløbende med, at der kører tog.
 
Minimal påvirkning af togtrafik
 
Arbejdet med udbedringen af de syv mindre revner vil strække sig over de kommende uger. Når togtrafikken bliver genoptaget, vil arbejdet blive udført, så det påvirker togtrafikken mindst muligt. Samtidig bliver broen efterkontrolleret med ultralyd.
 
"Det vigtigste er, at passagerne igen kan tage toget. Vi kommer til at stoppe togtrafikken i korte tidsrum af en halv times tid for teknisk at kunne lave de sidste reparationer, men det vil selvfølgelig ske uden for myldretiden," siger Søren Boysen.
 
De nu afsluttede røntgen-undersøgelser vil indgå i det igangværende arbejde med en analyse af Storstrømsbroens samlede tilstand. 
 
Yderligere oplysninger hos Banedanmarks pressevagt på 8234 1313