DR Kommunikation

Rytteriet på tv

Pressemeddelelse   •   Okt 14, 2010 08:41 CEST

Glæd dig til at møde Stripper Jens, se Jørgen Leth nøgen og lytte til sange som ”Penis fra Pjort”, ”Sidder på en penis” og ”Se min penis og dø”.

De, der lyttede med dengang på P2, P1 og P4 kan glæde sig til et gensyn med mange af favoritterne fra radiosatiren. Snobberne og levemændene Poul og Fritz udveksler erfaringer iført champagne og havudsigt. Ægteparret Erik og Else spreder hygge fra tv-stuen i provinsen og Gumbasmanden giver gode råd og advarsler til det fortravlede moderne menneske. Trines Mor inddrager sin datter i dårlig samvittighed og gode sidespring, der er Dialektservice og en voksen mands bekendelser og lyrikprogrammet Pegasus. Men også nye figurer vil dukke op i Rytteriets tv-univers.

Rytteriet glæder sig til at løbe over skærmen - nu med billeder.

De medvirkende er Martin Buch, Rasmus Botoft, Bodil Jørgensen, Nis Bank Mikkelsen, Lisbeth Wulff, Henrik Balling, Bjørn Fjæstad, Marie Key, med flere.

Rytteriet er i ti afsnit og første afsnit sendes onsdag den 20. oktober kl 20.00 på DR2 og DRHD og genudsendes fredag kl 21.00 på DR2.