Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Sådan bliver du bedre til at vælge offentlige tilbud

Pressemeddelelse   •   Nov 30, 2010 09:32 CET

Hvad vælger du efter, når du skal have ny læge, eller når dit barn skal starte i skole? Mange har svært ved at sammenligne kvaliteten af offentlige tilbud.

Brugerne har svært ved at sammenligne kvaliteten af gymnasiale uddannelser, skoler, læger, sygehuse, ældrepleje og børnepasning - og derfor kan de have svært ved at gennemskue, hvad de har at vælge imellem. Det viser en ny undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

De offentlige tilbud er kendetegnet ved, at brugerne sjældent selv betaler direkte for ydelsen, og at de kan vælge mellem udbyderne – eksempelvis kan brugerne vælge mellem forskellige vuggestuer, skoler og læger.

Men når forbrugerne har svært ved at sammenligne kvaliteten af de offentlige tilbud – hvor god eller dårlig vuggestuen eller lægebehandlingen er – så har konkurrencen ringe vilkår.

Hvad kan du gøre?

Du kan som bruger eller pårørende selv gøre noget for at blive klædt på til at vælge det rigtige for dig.

Nedenfor kan du klikke dig ind på de enkelte offentlige fritvalgsområder og se en række gode råd og nyttige links, der kan hjælpe dig til at blive klogere på de enkelte områder.

Dermed får du nemmere ved at vælge mellem de offentlige tilbud. Samtidig vil du presse de offentlige udbydere til at yde deres bedste.

Læs Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse: ”Brugerforhold på fritvalgsområderne. Konkurrence- og Forbrugeranalyse 01/2010”.