Region Syddanmark

Sådan kommer Trekantsområdets nye akutte supersygehus til at se ud

Pressemeddelelse   •   Sep 28, 2010 11:56 CEST

En ny stor hovedindgang, en ny stor fælles akutmodtagelse til at tage imod alle akutte patienter og en ny fem-etagers sengebygning, som bygges ovenpå den eksisterende bygning.

Det er tre hovedelementer i det projekt, som i dag blev kåret som vinder af projektkonkurrencen for udbygningen af sygehuset i Kolding. Bag forslaget står et konsortium bestående af Niras A/S, arkitektfirmaet Schmidt Hammer og Lassen, Creo Arkitekter A/S, GBL arkitekt og Landskab og Balslev Rådgivende Ingeniører.

Projektet skal i løbet af de næste seks år gøre sygehuset i Kolding til Trekantsområdets store akutsygehus. Sygehuset får dermed ansvaret for at behandle omkring 300.000 trekanitter, når de bliver akut syge. Den samlede udbygning af sygehuset beløber sig til 900 mio. kr. og finansieringen er på plads.

- I dag bliver Region Syddanmarks store sygehusplan for alvor konkret. Med tegningerne til akutsygehuset i Kolding har vi for første gang færdige tegninger til et af de akutsygehuse, som fremover skal være rygraden i behandlingen af akut syge syddanskere, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).

Dommerkomitéen har haft valget mellem seks spændende og meget forskellige bud på, hvordan Kolding Sygehus bliver forvandlet og udbygget til at blive Trekantsområdets stærke, moderne og patientvenlige akutsygehus.

En enig dommerkomité skriver i begrundelsen for valget:

- Vinderforslaget svarer på en overbevisende måde på alle de funktionelle og arkitektoniske udfordringer i konkurrenceprogrammet. Dommerkomiteen har fundet, at forslaget er udformet med et helhedsudtryk, der respekterer stedet og det eksisterende sygehus og samtidig formår at tilføre en ny identitet, der signalerer det moderne sygehus.

Sygehusdirektør i Sygehus Lillebælt Niels Nørgaard Pedersen er begejstret og overbevist om, at projektet fra Niras A/S er det rigtige valg.

- Når man bygger til, kan det nemt blive knopskydnings-byggeri. Vinderprojektet er udformet sådan, at det eksisterende og det nye kommer til at smelte sammen til en helhed. Kolding Sygehus får en helt ny profil, der signalerer moderne hospital. Ikke mindst den nye hovedindgang, som omdrejningspunkt for en ny, sammenhængende logistik for både akutte og planlagte patienter, tror jeg bliver til stor glæde for alle. Både patienter, pårørende og ansatte, siger Niels Nørgaard Pedersen efter kåringen af vinderen.

Projektforslagene udstilles

De seks spændende bud på, hvordan man nytænker, ombygger og designer et moderne, regionalt sygehus bliver udstillet på Kolding Sygehus, Skovvangen 2-8, 6000 Kolding.

Alle interesserede kan komme forbi og se de seks projekter - herunder vinderprojektet på følgende datoer:

Torsdag den 30. september 2010 kl. 14.00-17.00
Fredag den 1. oktober 2010 kl. 14.00-17.00
Lørdag d. 2. oktober 2010 kl. 10.00-14-00

Niras A/S repræsenterer konsortiet som også består af:

Arkitektfirmaet Schmidt Hammer og Lassen, Creo Arkitekter A/S, GBL arkitekt og Landskab og Balslev Rådgivende Ingeniører.

Yderligere oplysninger fås hos:
Regionrådsformand i Region Syddanmark, Carl Holst, mobil 40 32 52 10
Sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær, mobil 29 46 71 25
Sygehusdirektør i Sygehus Lillebælt, Niels Nørgaard Pedersen, mobil 20 28 20 71

Links/bilag»  Billede af det fremtidige sygehus i Kolding (Luftfoto)»  Billede af det fremtidige sygehus i Kolding (Udvendigt)»  Billede af det fremtidige sygehus i Kolding (Indvendigt)