Rhetorica

Sådan skruer man et godt pressemøde sammen i skandaletider!

Pressemeddelelse   •   Mar 19, 2012 14:55 CET

DONG Energy har været igennem en af de dårligste pressehåndteringer nogensinde. I dagevis har vi ventet på en udmelding fra bestyrelsen, og rygterne fik lov til at florere frit. Men på pressemødet i onsdags viste Fritz Schur tydeligt, hvordan et godt pressemøde skal skrues sammen, og hvordan man kan skubbe ansvaret fra sig og tage det på sig, som man vil.

Onsdag eftermiddag holdt Fritz Schur et af de mest skarpskårne og professionelle pressemøder, der længe er set i dansk erhvervsliv. Hele Danmark har fulgt intensivt med i, hvordan DONG Energys beskidte undertøj er blevet luftet de sidste par dage. Som almindelig dansker har vi ladet os forarge af topchefernes manglende jordbundethed, når det gælder lønninger. Og som aktionær eller politiker har man panisk forsøgt at finde ud af, hvad der egentlig foregår i DONG.

Det er den situation, som Fritz Schur har læst og forstået. Igennem sit pressemøde brugte han al sin energi på at underbygge én ting: bestyrelsen har styr på sagerne. Og det gjorde han ikke kun ved at gennemgå sagen, så vi alle kunne se, hvilke problemer, der er opstået hvornår, men også ved at foregribe nogle af de spørgsmål, som pressen uundgåeligt ville komme ind på.

Det absurde problem

Schurs allerstørste udfordring var tydeligvis, at indtrykket af en inkompetent ledelse af DONG ikke er i hverken hans, bestyrelsens eller aktionærernes interesse. Derfor blev han nødt til at forsikre os alle sammen om, at forløbet har været så absurd, at ingen ville have opdaget det.  I sin præsentation vælger han at underbygge det ved at oparbejde en stærkere og stærkere påpegning af det absurde. I sin gennemgang af det ”mærkværdige ansættelsesforhold” vælger han at markere det med ”mærkværdigt”, for derefter at springe videre til ”det bliver værre” og til sidst ”det værste”, ”det mest rystende” og ”vi har aldrig set noget lignende”. Det samme gør han i en senere passage, hvor han påpeger, at bestyrelsen ”aldrig, aldrig, aldrig” har oplevet noget som dette.

Schur formår dermed at give os en følelse af situationens absurditet. Han synes at sige: Det kan godt være, der er sket fodfejl i processen, men bestyrelsen kunne altså ikke have forberedt sig på noget så absurd. Og det er et rigtig smart valg, når nu hans formål er at genoprette tilliden til en bestyrelse, der ikke just har håndteret denne sag perfekt – i hvert fald ikke i medierne.

Hvem gør hvad?

Desuden skubber Schur ansvaret fra sig ved hjælp af de personlige pronomener. I starten af pressemødet vælger han at omtale sit personlige forhold til Anders Eldrup og bruger ”jeg” og ”Anders” meget. Her får vi en fornemmelse af det samarbejde, som Schur gerne vil fremmane har været det centrale i ansættelsen af Eldrup.

Men senere i Schurs tale begynder de personlige stedord at forsvinde. Her er det ikke længere ”jeg” og ”Anders”, der er centrale, men ”der” og ”man”. Stedordene bliver altså meget upersonlige og flytter ansvaret væk fra de konkrete personer. ”Der er i kontrakten lavet…”, var en formulering, der gentog sig. Kontraktens fejl er altså ikke koblet sammen med en konkret person, men er nærmest opstået af sig selv.

De konkrete fejl vil Schur altså ikke tage på sine skuldre, men når det kommer til handling, så er der nærmest ingen grænser for, hvor aktiv bestyrelsen har været. ”Vi måtte sikre, at skaden ikke blev større”, og ”det er baggrunden for, at bestyrelsen valgte at sætte ind, og valgte at gøre det massivt” er eksempler på bestyrelsens aktive rolle. Her markerer ”vi”, at der er en gruppe, der handler. Og den gruppe er endda fysisk til stede i form af Fritz Schur.

Ro på

Når alt kommer til alt, så bestod Schurs succesfulde strategi i at forskyde ansvaret, så det kunne fungere hensigtsmæssigt i forhold til formålet med pressemødet. En sammenfatning af Schurs pointer til pressemødet kunne være: ”Der er sket en række fejl, der var så absurde, at ingen havde forventet dem. Det er ikke nogens skyld, men som en ansvarlig og fornuftig bestyrelse, har vi desværre måttet fyre direktøren”. Så Schur lykkes i sit ærinde. Han får manet til ro. Han får fremstillet sagen, så både befolkning, politikere og aktionærer kan tage den lidt med ro. Og han får skubbet problemerne fra sig og taget æren som handlingens mand.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hos Rhetorica integrerer vi ord og tanke. Høj forskningsbaseret faglighed, erfaring og pædagogisk tæft gør os i stand til at undervise på både strategisk og taktisk niveau. Har I behov for strategisk rådgivning, ledertræning eller for at få trænet jeres medarbejdere i kommunikation – så kontakt os gerne for en uforpligtende snak.