SE

SE gør status efter stormen Bodil

Pressemeddelelse   •   Dec 06, 2013 12:03 CET

Her til formiddag har det Syd- og Sønderjyske energiselskab SE gjort status efter et døgn i stormen Bodils tegn. Overordnet set kan vi konkludere at kunderne er sluppet billigt fra stormen. Enkelte steder har kunderne været uden strøm i kortere perioder og antallet af berørte kunder er relativt begrænset. Enkelte kunder er pt. uden strøm, idet bl.a. områder på Rømø står under vand. Det har endnu engang vist sig, at elkablernes placering i jorden har afgørende betydning for omfanget af stormskader i det syd og sønderjyske. En opgave man har prioriteret meget højt lige siden stormen i 1999.

Allerede fra torsdag morgen var beredskabet etableret. Kl. 8.00 mødte 16 personer ind til at bemande kontrolrummet og i de følgende 24 timer – dag og nat – sikrede de at kunderne fik en hurtig og effektiv service, skabte overblik over situationen, fjernstyrede elnettet og sikrede koordineringen med 30 teknikere i marken.

Hvad Bodil førte med sig

Samlet set har 14.131 kunder været uden strøm i kortere og længere perioder, i et snit på 8,21 minut over hele dagen, aftenen og natten med. For stormen i oktober var der til sammenligning ca. 100
mindre driftsforstyrrelser, blandt andet var 60.774 kunder primært i Sønderborg uden el i ca. 3 minutter.

Under stormen Bodils raseren, har en håndfuld kunder blandt andet på Rømø været uden strøm siden 18.00 torsdag aften. Årsagen er ganske enkel, de kabelbokse, som alle kender hjemme fra vejen, simpelthen står under vand, og man har derfor måtte lukke ned for forbindelsen. Nu afventer vi at vandet trækker sig tilbage og følger situationen blandt andet i Haderslev, hvor vandstanden pt. er stigende.

I følge Dansk Energi har i alt 70.000 danske elkunder på landsplan været uden strøm under stormen, Bodil, og det gennemsnitlige afbrud har varet 25 minutter for de afbrudte kunder. 

Alt i alt er det rigtig billig sluppet – men det skyldes naturligvis vores super gode net og en stor indsats af teknikkere og medarbejdere i kontrolrummet og i marken.

Nu når det bliver lyst, forventer vi at en del kunder vil begynde at ringe til SE vedrørende manglende gadelys og andre små skader. Men vi tager hånd om det, og løser problemerne så hurtigt vi kan.

Fakta fra stormen i oktober:

- Ca. 100 driftsforstyrrelser under og efter stormen

- 28.212 kunder var uden el i 1 minut i primært Aabenraa

- 32.562 var uden el i 3 minutter i primært Sønderborg

- 3 landbrug kørte på generatorer

- Ekstra mandskab blev indkaldt - både blandt teknikere og på driftskontoret

- For godt to måneder siden afsluttede SE kabellægningen af lav- og mellemspændingsnettet

For yderligere information:

Preben Hildebrandt, direktør i SE Energinet. Mobil 24 89 93 60

Jan Lyng Lauridsen, Kommunikationschef i SE. Mobil 20 53 58 76

SE er et af landets største el-selskaber og udbydere af lynhurtigt fibernet. Vi er et moderne og åbent selskab - med kort vej til dig som kunde. Vi er et andelsselskab, så alle der bor i vores forsyningsområde, og har en el-måler fra os, er andelshavere – og dermed medejere af SE. At hovedparten af vores kunder er vores medejere, er et omdrejningspunkt for hele vores tankegang. I stedet for blot at tænke på overskud og profit, kan vi koncentrere os om at skabe en sund forretning til gavn for vores medejere og hele regionen.