SE

SE Vækstpulje bakker op om innovativ robot-idé, der skal dyrke og rense afgrøder

Pressemeddelelse   •   Feb 16, 2016 13:09 CET

En selvkørende maskine skal erstatte menneskelig arbejdskraft på markerne, og med hjælp fra SE Vækstpulje er en lancering kommet tættere på. Forsker fra Syddansk Universitet spår robotter stor rolle i fremtiden.

KW Agriteknik har fået en god idé, der kan aflaste energitunge landsbrugsmaskiner til dyrkning af afgrøder. Den Vejen-baserede virksomhed er i gang med at udvikle en selvkørende så- og rensemaskine, der ved hjælp af avanceret software, batterier og solceller kan så og rense forskellige afgrøder på bæredygtig vis.

Med en økonomisk håndsrækning på 80.000 kroner fra SE Vækstpulje er der nu sat ekstra skub i udviklingen. Jens Warming er manden bag projektet, og han fortæller, at pengene fra vækstpuljen falder på et godt tidspunkt, hvor der skal søges om blandt andet en sikkerhedsgodkendelse.

– Pengene fra SE Vækstpulje har virkelig givet et boost i den rigtige retning. Det har givet ny energi og gejst til projektet, der gør, at jeg er meget optimistisk, og tror på, at det bliver rigtig godt, siger Jens Warming, og fortæller, at projektet startede for omtrent tre år siden:

– Jeg har været fritidsbeskæftiget med udvikling af maskinen i over tre år, og nu er den endelig nået dertil, hvor jeg kan begynde at se et resultat. Håndsrækningen fra SE Vækstpulje skal bruges til at anskaffe en CE-godkendelse, der er nødvendig at have for at kunne markedsføre, sælge og bruge maskinen.


Stort potentiale

Jens Warming mener, at den innovative robot-løsning kan gøre nytte i alle lande, og han peger på, at omkostningerne i forhold til alternativerne er små. Derfor er troen på idéen stor.

– Maskinen har potentiale til at hjælpe i hele verden. Hvis man sammenligner med, hvad alternativet koster i form af landsbrugsmaskiner, tid og brændstof, så er den her løsning langt bedre, lyder det.

Maskinen er bæredygtig og drives på energi fra solceller, hvilket går fint i tråd med SE’s ambitioner om et grønnere samfund.

Selvom det en dag skulle være overskyet, kan den faktisk holde sig kørende alligevel på grund af de to solceller, der er monteret på den. Batterikraften tager over om natten, så den kan køre i døgndrift, siger han.


Gennembrud lurer i 2016

Jens Warming har en stærk tro på, at maskinen, der endnu ikke er navngivet, kan gøres salgsklar og blive frigivet på markedet i løbet af 2016.

– Det meste af foråret skal bruges på at teste de sidste ting af, så den kan blive helt klar. Jeg håber og tror på, at der sidst på året står en færdig løsning, som er klar til salg på markedet, siger han.


Flere robotter i fremtiden

Kjeld Jensen, der er adjunkt ved Syddansk Universitet, forsker i robotteknologi, og han er overbevist om, at der meget snart vil være effektive landsbrugsløsninger klar.

– Vi ser så småt flere og flere robotter, og det vil fylde meget i fremtiden. Der er nogle åbenlyse fordele ved den nye teknologi, da meget af det traditionelle udstyr vi kender til blandt andet traktorer, er relativt dyrt i forhold til den tid, det egentligt bliver brugt, siger han og uddyber:

– Det ligger ikke lige for, at vi vil se små robotter køre eksempelvis gylle ud på markerne, for den vil ikke kunne bære den mængde, der kræves, men i nær fremtid vil for eksempel ukrudtsrydning virkelig kunne effektiviseres med robotter.

Som land er Danmark godt med, når det kommer til udvikling af innovative robotteknologier.

– Vi kan godt tillade os at være stolte over vores position, mener jeg. Vi har nogle gode videnscentre, hvor der bliver lavet forsøg og forsket i blandt andet droner, som også vil spille en stor rolle i landbruget fremover, siger Kjeld Jensen.

KW Agriteknik søgte i 2015 SE Vækstpulje, der uddeler midler tre gange årligt, fra en pulje på 15 mio. kroner. Næste ansøgningsfrist er 1. marts.

Læs mere om SE Vækstpulje her: https://www.se.dk/om-se/se-vaekstpulje/vaekspuljens-formaal/ansoeg-om-midler


Yderligere information:

Catherina Boserup, Kommunikationspartner SE, 6138 4589


SE Vækstpuljes formål er:

  • at støtte nye og/eller særligt innovative virksomheder (nye ideer, der skaber nye arbejdspladser)
  • at støtte foreningslivet
  • at støtte idræts- og kulturlivet
  • at yde støtte til forsknings- og formidlings-projekter med tilknytning til bevarelsen og udviklingen af erhvervs- og kulturlivet i området
  • at støtte uddannelse
  • at støtte andre formål, der efter bestyrelsens skøn har tilknytning til formålet – herunder almenvelgørende formål

Det er derimod ikke inden for vækstpuljens formål at yde støtte til:

  • politiske eller religiøse formål
  • formål, hvis etik er tvivlsom eller som på anden vis kan kaste et uheldigt lys over SE
  • formål der kan forveksles med kommercielt betingede sponsorater
  • rabatter på SE’s produkter og priser, idet sådan rabatgivning alene er et forretningsmæssigt ansvar for SE’s bestyrelse og ledelse
  • formål der indebærer, at SE får medejerskab eller ledelseskompetence i den støttede virksomhed
  • formål der strider mod vækstpuljens overordnede formål
  • Bestyrelsen består af 1 medlem fra hver af SE´s 12 valgkredse, samt formand og næstformand for bestyrelsen i SYD ENERGI a.m.b.a. bestyrelse. Bestyrelsen tæller samlet 14 medlemmer.

    Puljen kan foreløbigt uddele 15 mio. kroner om året, og det er vedtaget at en enkelt ansøgning højst kan modtage 15 pct. af puljens kapital.


SE er en moderne energi- og telekoncern, der bl.a. leverer el, energi-effektivisering, fiberbredbånd og kabel-tv til vores over 650.000 kunder. SE-koncernen har sine rødder i Syddanmark, men vores ca. 1.500 medarbejdere arbejder fra forskellige lokationer i hele Danmark. Vi stræber hver dag efter at styrke vores forretning, uanset hvor mulighederne måtte opstå.

SE er et andelsselskab, som gør en dyd ud af at geninvestere vores overskud i det samfund, som vi er en del af. Vores ambition er at blive den mest værdiskabende aktør i den danske energi- og telesektor, og vi kæmper for at bidrage til et bæredygtigt vidensamfund. Vi har bl.a. investeret massivt i lynhurtigt fiberbredbånd til Syd- og Sønderjylland samt et topmoderne el-net. SE er en de aktører i Danmark, der realiserer flest energibesparelser, og sammen med PFA Pension er vi én af Danmarks største operatør af landbaserede vindmøller.

SE vil være udfordreren, der stiller sig på kundernes side i kampen for bedre kundeservice, stærkere produkter og konkurrencedygtige priser. Vores engagement tager afsæt i værdierne åbenhed, nærhed, mod og bæredygtighed. Vores virksomhedskultur bryder med vanetænkning, og vi er faste i troen på, at vi kan påvirke de markeder, som SE befinder sig i, og at vi kan medvirke til at trække samfundet i positiv retning.

Læs meget mere om SE på www.se.dk