Art Attack ApS

Sebastians musical SKATTEØEN opføres i maritime rammer på havnen i Korsør

Pressemeddelelse   •   Jul 12, 2012 14:00 CEST

Skuespiller Bjarne Henriksen i rollen som Long John Silver

22.-26. august opføres Skatteøen i Korsør. Det bliver helt anderledes rammer for den nok mest spillede musical i Danmark, nemlig en forestilling i det fri, og med et rigtigt skib som en del af scenografien.

Igennem 25 år har Skatteøen, baseret på romanen af Stevenson, med dramatisering af Preben Harris, været en af de allerpopulæreste musicals, ikke mindst på grund af Sebastians dejlige musik. Skatteøen har været spillet indendørs og udendørs, men det er nok første gang en del af forestillingen spilles på et rigtigt skib, nemlig en to-mastet skonnert , Brita Leth. Det er Borreby Teater i Skælskør, der står bag forestillingen, som opføres i forbindelse med De Maritime Kulturdage i Korsør. Derfor var det oplagt at bruge rammerne på havnen til forestillingen.

Hovedrollen som Long John Silver spilles af skuespiller Bjarne Henriksen, og drengen Jim Hawkins spilles af det lokale unge talent, Alex Høgh fra Skælskør. Alex har været en del af Eventyrteatret de seneste 6 år. Skuespiller Søren Ulrichs fra Odense Teater spiller Dr.Livesey, og de øvrige roller er fordelt på primært lokale dygtige amatører, som har været til skrappe auditions . Som et lille kuriosum kan nævnes, at Søren Ulrichs har spillet med i den allerførste opførelse af Skatteøen på Folketeatret for 25 år siden, og siden har han spillet stort set de fleste roller i forestillingen på forskellige teatre. ”Jeg mangler kun at spille Long John Silver, Jim Hawkins og Mrs. Hawkins” siger Søren Ulrichs med et stort smil. Når den sidste forestilling afvikles den 26. august, vil det være Skatteø-forestilling nr. 700 for Søren Ulrichs.

Bjarne Henriksen er meget glad for sin rolle som Long John Silver, selv om det vil blive en stor udfordring for ham. ”Jeg skal jo gå rundt med et træben, og hoppe fra skibet til kajen, når andre scener kræver det, så det kræver stor koncentration”, siger Bjarne Henriksen. ”Men det er virkelig en ønskerolle, jeg her har fået, og jeg synes det er rigtigt spændende at spille sammen med de lokale aktører, som er meget dygtige.”

Facts: Skatteøen spiller på havnen i Korsør 22.-26. august. 22.-25. spilles kl. 19.30, 26. kl. 15.00

Billetsalg: Billetnet.dk 70 15 65 65

Arrangør: Borreby Teater i samarbejde med De Maritime Kulturdage, og støttet af bl.a. Slagelse Kommune

Instruktør: Peter Thieme

Koreograf: Malene Stokholte Geertz

Kapelmester: Jens Horn

Art Attack ApS arbejder med PR, Markedsføring & Relations opgaver