Dansk El-Forbund

Seniorførtidspension i skudlinjen

Pressemeddelelse   •   Feb 22, 2011 11:14 CET

Byge af spørgsmål om seniorførtidspension i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg. Politiker og eksperter kritiserer forslaget for at være en forringelse af den eksisterende ordning

Regeringens forslag om en såkaldt seniorførtidspension møder hård modstand fra oppositionen, og beskæftigelsesminister Inger Støjberg skal nu besvare en byge af spørgsmål om den foreslåede ordning. Spørgsmålene er stillet af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg:

Vil den nye seniorførtidspension indebære, at personer, som i dag ikke er berettiget til førtidspension, vil kunne modtage den nye seniorførtidspension?

Hvori adskiller tildelingskriterierne i den nye seniorførtidspension sig fra tildelingskriterierne i den nuværende førtidspension?

Vil der i den nye seniorførtidspensionsordning stadig blive lagt vægt på arbejdsprøvning?

Hvordan man vil sikre, at alle kommuner benytter samme vægtningsfordelingskriterier imellem tilgængelige oplysninger og arbejdsprøvninger i deres behandling af sager om seniorførtidspension?

Vil ministeren bekræfte, at det forventes, at ingen af de personer, der i dag er fem år eller mindre fra folkepensionsalderen, og som ikke modtager efterløn eller er berettiget til det, vil blive omfattet af seniorførtidspensionsordningen?

Ovenstående er kun et udpluk af de mange spørgsmål om seniorførtidspensionen, som Arbejdsmarkedsudvalget har stillet. Spørgsmålene forventes besvarede senest den 28. februar.

Det må også forventes, at ministeren er mere beredvillig til at svare, end hun er over for netmediet altinget.dk. Her har hun afvist at medvirke i et interview på baggrund af en hård kritik af den foreslåede seniorførtidspension.

Kritikken kommer fra blandt andre socialdemokraten Lennart Damsbo-Andersen. Sammen med flere eksperter mener han, at regeringens forslag om en seniorførtidspension er en forringelse af den ordning, der allerede eksisterer: Ordningen findes allerede og med kortere sagsbehandlingstid, end regeringen foreslår.

Spørgsmålene om seniorførtidspension fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg kan ses her (spørgsmål 269 og videre frem).

Læs artiklen i altinget.dk her.