Københavns Universitet

Sikkerhedspolitiske udfordringer til debat

Pressemeddelelse   •   Sep 09, 2010 09:10 CEST

  • Hvordan håndterer vi bedst nutidens og fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer?
  • Hvordan kan vi forstå trusler som terrorisme, finanskriser og klimaforandringer?
  • Hvad er konsekvenserne for demokratiet, når vi fokuserer på trusler?

Det er blandt emnerne på CAST’s konference ”The Politics of Securitization”, hvor forskerne sætter hinanden stævne for at drøfte det aktuelle trusselsbillede.

København sætter dagsordenen

På konferencen bliver der bl.a. gjort status over teorien om ”sikkerhedsliggørelse” – en af hjørnestenene i den såkaldte "Københavnerskole" inden for sikkerhedsteori, som har CAST's centerleder professor Ole Wæver i front. Teorien om sikkerhedsliggørelse er over de sidste årtier blevet et omdrejningspunkt for forskningen i international politik i Europa – og i stigende grad de fleste andre dele af verden.

- Under den kolde krig var én trussel nøglen til international politik – nemlig forholdet mellem Øst og Vest og dets atomkrigsfare. Murens fald åbnede for, at politikere og alle mulige andre udpeger et væld af trusler som vigtige. Det er de politiske dynamikker, der kommer ud af den situation, som teorien om sikkerhedsliggørelse giver redskaber til at analysere, forklarer Ole Wæver.

”Københavnerskolen” blev født for 20 år siden på det daværende Copenhagen Peace Research Institute (COPRI) og har i dag sit internationale hovedkvarter på Center for Avanceret Sikkerhedsteori (CAST) ved KU's Institut for Statskundskab. Centeret ledes af professor Ole Wæver og er finansieret af KU’s ”stjerneprogram”.

Københavnerskolens position og den udbredelse, teorien om sikkerhedsliggørelse har fået, er baggrunden for, at konferencen har kunnet tiltrække en perlerække af førende forskere. Konferencen afholdes i forbindelse med, at teoriens ophavsmand, professor Ole Wæver, fylder 50 år den 17. september.

Internationale perspektiver

Konferencens oplægsholderes ekspertise dækker de fleste problemfelter inden for international politik – samtidig med at deltagerne har skabt mange af tidens mest indflydelsesrige tolkninger og teorier. Blandt deltagerne i konferencen er:

Kenneth Waltz er grundlægger af Neo-realismen, som har domineret amerikansk forskning i International Politik de seneste tre årtier. Waltz anses almindeligvis for at være de sidste 50 års mest indflydelsesrige teoretiker indenfor faget ”international politik”. Han er blandt meget andet ekspert i atomvåbens betydning for forholdet mellem stater. Professor Emeritus ved University of California at Berkeley samt Seniorforsker ved Columbia University – og æresdoktor ved Københavns Universitet.

James Der Derian er ekspert i mediernes rolle i sikkerhedspolitik. Han er også aktiv dokumentarfilmsproducent og har blandt andet produceret den prisvindende dokumentar Human Terrain om den amerikanske hærs brug af antropologer i krigen mod terror i Afghanistan og Irak. Professor ved Brown University i USA.

Pinar Bilgin er ekspert i Tyrkiets sikkerhedsforhold og i 3. verdenslandes teorier om international politik. Hun forsker blandt andet i den tyrkiske stat og militærs forhold til den religiøse udvikling i landet og de spændinger der kan opstå heraf. Lektor ved Bilkent Universitet i Tyrkiet.

Michael C. Williams forsker blandt andet i moderne lejesoldater – de såkaldte private militærfirmaer. Han har undersøgt disse firmaers engagement i og betydning for krigene i Irak og Afghanistan, og hvilken indflydelse de har på sikkerhedspolitikken både i krigszonen samt i USA og Europa. Professor ved Ottawa Universitet i Canada.

Jef Huysmans forsker blandt andet i migration og minoriteter i Europa – og hvordan de forbindes med de enkelte staters sikkerhedspolitik. Han har undersøgt hvordan den politiske debat gør tilstedeværelsen af muslimer og Islam til et spørgsmål om trusler mod Europa og de vestlige værdier. Seniorforsker ved Open University i England.

Barry Buzan har grundlagt Københavnerskolen og udviklet teorier om regionale sikkerhedskomplekser sammen med Ole Wæver. Har særlig ekspertise i sikkerhedsforhold i Asien (især betydningen af Kinas udvikling for global sikkerhed). Professor i International Politik ved London School of Economics.

Ole Wæver har udviklet sikkerhedsliggørelsesteorien og sammen med Barry Buzan grundlagt Københavnerskolen. Med teorien som udgangspunkt har han blandt andet studeret, hvordan trusler og konflikter udspilles i forbindelse med traditionelle (Israel/Palæstina, EU/NATO) og nyere sikkerhedsproblemer (migration, religion, terrorisme, klimaforandringer). Desuden særlig interesse for videnskabssociologi (samfundsvidenskabelige teoriers evolution og interaktion med omverdenen). Professor i International Politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet samt leder af Center for Avanceret Sikkerhedsteori.

Kontaktinformation:

Vicecenterleder post.doc Karen Lund Petersen

Center for Avanceret Sikkerhedsteori 
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
Københavns Universitet

Mail: klp@ifs.ku.dk

Mobil: 51 33 64 43