Københavns Universitet

Sjælden sygdom afslører ny viden om kræftcellers vækst

Pressemeddelelse   •   Sep 24, 2010 08:21 CEST

Polypper i tarmen er almindeligt

Professor i klinisk biokemi ved Københavns Universitet Jens Rehfeld er en af verdens førende eksperter indenfor mavens hormoner, især gastrin, som stimulerer produktion af mavesyre - og en canadisk forskergruppe valgte at kontakte ham, da de stod med en medicinsk gåde.

- Over 35 % af den voksne befolkning har polypper, små udvoksninger, i tyktarmen, forklarer Jens Rehfeld. De skyder frem, når der opstår små defekter i tarmens slimhinde. I sjældne tilfælde kan disse polypper også vokse i maven. Det kan give nogle géner, og kirurgen kan fjerne dem. Men de canadiske forskere stod med en ekstrem udgave af mavepolypper.

Patient havde ekstrem vækst af polypper

Candierne havde en patient, en 38-årig canadisk kvinde, som tre år tidligere var begyndt at udvikle polypper i mavesækken. De havde udviklet sig så ekstremt, at hun til sidst fik fjernet sin mavesæk for at overleve.

- Da vejede mavesækken 5,14 kg; en normal mavesæk vejer 140 gram, fortæller Jens Rehfeld.

- Canadierne spekulerede naturligvis på, hvad der kunne give en så ekstrem polypvækst, og da de havde målt høje niveauer af gastrin før operationen, forhørte de sig rundt i verden, om gastrin eller forstadiet, progastrin, kunne være en vækstfaktor. Vi er de eneste i verden, der kan måle progastrin, og derfor kontaktede candierne os. Canadierne havde en hypotese om, at patienten havde en kræftsvulst, som producerede progastrin og gastrin, som så stod bag fænomenet. Jeg forklarede dem, at i sig selv kunne hverken gastrin eller progastrin give den massive polypdannelse, og så satte jeg mig ned og tænkte mig om. Tilbage i 90'erne deltog jeg i nogle forsøg omkring signalstoffet EGF - Epidermal Growth Factor (slimhinde-vækst-faktor), hvor vi så, at for meget EGF stimulerer gastrin, som igen stimulerer EGF. Og så har du en ond cirkel, forklarer Jens Rehfeld.

En ond vækst-cirkel af signalstoffer

Desværre findes der endnu ikke en metode til at måle EFG i blodet. Men på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er Sten Seier Poulsen rigtigt skrap til at lave immunhistokemiske billeder, dvs. billeder til hjælp indenfor diagnostik af abnormt voksende celler - fx kræft.

- Canadierne sendte os nogle prøver af både polypper og patientens blod. Vi målte ganske rigtigt høje mængder af gastrin, og Sten Seier Poulsens billeder viste tydeligt , at kæmpepolypperne havde kirteldannelser. De dannede altså hele tiden nye kirtler, og dér hvor polypperne voksede, i hjørnerne, fandt vi en kombination af gastrin og to receptorer, som opfanger EGF. Det betød, at det selvforstærkende EGF-gastrin-system var i fuld gang, siger Jens Rehfeld.

Kræft er uhæmmet vækst

Rehfeld forklarer, at denne form for ekstrem vækst netop er interessant i forbindelse med cancersygdomme i lunger og hele mavetarmen. Mange kræftsvulster producerer selv gastrin, men det er svært at finde ud af, hvor stor en rolle gastrin spiller for disse sygdomme.

- Og kan vi få en bedre forståelse af kræftsvulsternes uhæmmede vækst, præcis hvilke stoffer og molekyler er involveret, så har vi nogle steder, hvor vi kan forsøge at sætte ind med farmaceutiske stoffer, som fx hæmmer en vækstfaktor, siger Jens Rehfeld.

Endelig viser denne opdagelse, at de sjældne, usædvanlige og monstrøse udgaver af sygdomme kan blive øjenåbnere. De kan vise os helt nye sammenhænge for helt andre sygdomme, som er ret hyppige, og som måske ikke var blevet opdaget, hvis ikke vi tog os tid til de usædvanlige og enestående tilfælde.

Opdagelsen er publiceret i det videnskabelige onlinemagasin Nature Reviews Gastroenterology and Hepatology.

Samtidig har det videnskabelige selskab European Neuroendocrine Tumor Society besluttet at tildele Jens Rehfeld 'The 2011 Life Achivement Award" for hans livslange bidrag til forståelsen af kroppens signalstoffer.

Kontaktinformation:

Kommunikationsmedarbejder Malene Steen Nielsen Flagga
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Mail: mafl@sund.ku.dk
Mobil: 28 75 69 61