Banedanmark

Skader efter stormen i fuld gang med at blive udbedret

Pressemeddelelse   •   Feb 09, 2011 06:49 CET

Banedanmark er i fuld gang med at udbedre skaderne efter væltede træer og stormens ødelæggelser på køreledningsanlæggene. Flere steder er skaderne udbedret, mens arbejdet fortsætter på de hårdest ramte steder.

”Der er blevet arbejdet benhårdt på at udbedre skaderne rundt om i landet, og vi fortsætter arbejdet i døgndrift. Det er særligt ved Middelfart på fjernbanen og ved Greve på S-banen, hvor skaderne har været særligt omfattende, at arbejdet fortsætter,” fortæller Klaus Bergman, områdechef i Banedanmark.

Arbejdet fortsætter i døgndrift
På fjernbanen mellem Kavslunde og Middelfart har stormen beskadiget 700 meter køreledning og revet 10 kørestrømsophæng og en vital kørestrømskobler ned. I løbet af dagen er den beskadigede køreledning blevet fjernet, og arbejdet med at specialfremstille 10 nye kørestrømsophæng er i fuld gang. Kørestrømophæng er unikke og tilpasses til geografien ved hver enkelt mast.

På S-banen mellem Greve og Karlslunde fik stormen beskadiget 800 meter køreledning. Her måtte et tog bugseres væk, og derefter er arbejdet med at genopsætte køreledningen og trække 400 meter ny køreledning gået i gang.

Udbedringer og fejlretning efter et træ i køreledningen ved Valby fortsætter i nat. Fra middag har der kørt dieseldrevne tog i sporet.

Mange steder er skaderne udbedret
Tidlig i morges havde Banedanmark udbedret skaderne en lang række steder, hvor væltede træer havde beskadiget køreledningerne i løbet af nattens storm. Det drejede sig om Birkerød, Stengården og Bernstorffsvej Stationer, på Kystbanen nær Rungsted Kyst og ved Høje Taastrup. Midt på dagen var skaderne også udbedret på en køreledning nær Roskilde. Ved Avedøre er udbedringen af skaderne i køreledningsanlægget blevet meldt klar til drift i løbet af eftermiddagen.

Trafikken nu og i morgen
Passagerne opfordres til at se, hvordan trafikken kører på www.banedanmark.dk

Yderligere oplysninger via Banedanmarks pressevagt på tlf. 82 34 13 13

Se pressebilleder fra arbejdet med at genetablere kørestrømmen her