Codan Forsikring

Skat på private sundhedsforsikringer gør ikke ondt i danskernes privatøkonomi

Pressemeddelelse   •   Jul 05, 2012 10:06 CEST

Regeringens afskaffelse af skattefradraget på sundhedsforsikringer har tilsyneladende ikke haft den store betydning for danskernes privatøkonomi, og det lader til, at frafaldet på de private sundhedsforsikringer bliver markant lavere end forventet. Tendensen peger på, at danskerne har taget de private sundhedsforsikringer til sig, og at de opleves som værdifulde. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Codan Forsikring.

Da regeringen i starten af året meldte ud, at man ville fjerne fradraget på private sundhedsforsikringer, var der flere, der forudsagde, at den øgede skatteregning ville få flere tusinde danskere til at opsige deres sundhedsforsikringer. For eksempel vurderede Dansk Sundhedsinstitut (DSI), at ca. 400.000 danskere ville opsige deres sundhedsforsikringer i løbet af få år.

En ny analyse foretaget af YouGov for Codan Forsikring viser dog, at størstedelen af danskerne ikke tillægger den manglende skattefritagelse på sundhedsforsikringen den store betydning for deres privatøkonomi. Samtidig ser det ud til, at frafaldet formentlig bliver en del mindre end spået.

Således angiver blot fem procent af dem, der har en sundhedsforsikring, at ændringen har haft stor eller meget stor betydning for deres privatøkonomi, mens hele 73 procent angiver, at det har haft ingen (42 %) eller mindre (30 %) betydning for privatøkonomien. Og kun tre procent angiver det som meget sandsynligt, at de vil opsige deres sundhedsforsikring, fordi den ikke længere er skattefritaget.

”Tallene peger på, at danskerne har taget de private sundhedsforsikringer til sig, og at man oplever, at de giver en værdi, man er villig til at betale for, nu hvor skattefradraget er fjernet. Det tyder dermed på, at de private sundhedsforsikringer generelt opfattes som et værdifuldt supplement, der bidrager til at aflaste den offentlige sundhedsindsats,” siger Morten Jepsen, chef for forretningsudvikling hos Codan Care.

Tendensen understøttes endvidere i undersøgelsen, der viser, at lidt over halvdelen (51 %) af dem, der har en sundhedsforsikring, har taget den i brug, og at personer med arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer tillægger dem forholdsvis stor betydning for deres samlede lønpakke. Godt hver fjerde (23 %) tillægger således sundhedsforsikringer stor (19 %) eller meget stor (4 %) betydning i vurderingen af deres samlede lønpakke.

Yderligere fakta fra undersøgelsen:

  • Den manglende skattefritagelse er ikke grunden til, at folk ikke har en sundhedsforsikring. Kun 3 % af personer uden en sundhedsforsikring angiver det som den primære årsag til ikke at have en forsikring.
  • Kortere ventetid er det primære formål med en sundhedsforsikring. Næsten hver tredje (63 %) angiver således ”kortere ventetid på diagnose og/eller behandling” som det vigtigste formål med en sundhedsforsikring

 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Codan Forsikring A/S

Kia Pedersen, kommunikationskonsulent                    

Tlf.: 3037 8528

E-mail: kip@codan.dk

 

For kundehenvendelser

Kontakt os på: Tlf.: 33 55 55 50

Om Codan Forsikring

Codan Forsikring er Danmarks tredjestørste forsikringsselskab og har knap 340.000 danske husstande og godt 50.000 små og store virksomheder som kunder. Codan Forsikring er en del af Codan-koncernen, der bl.a. ejer det svenske forsikringsselskab Trygg-Hansa. Codan-koncernen er i dag 100 % ejet af den britiske forsikringskoncern RSA. Dermed er Codan en del af et af verdens største forsikringsselskaber med 22.000 medarbejdere. Læs mere om Codans arbejde med CSR her.

Læs mere om Codan på www.codan.dk.