Det Kriminalpræventive Råd

Skoleelever på tryghedsvandring

Pressemeddelelse   •   Maj 25, 2012 10:24 CEST

Efter lukningen af Hillerødgades Skole på Nørrebro, er der flere elever, som får længere vej til skolen. I den forbindelse af DKR netop givet 20.000 kroner til Byvandring.nu til at lave tre tryghedsvandringer, der skal analysere de nye skoleveje.

Her mødes alle interesserede elever, forældre og medarbejdere fra kommunen for at tage skoleruten til bens og på cykel. De skal bagefter komme med forslag til, hvad kommunen kan gøre, for at vejen bliver til en bedre skolevej.

- I forbindelse med skolelukningen på Nørrebro kunne jeg se, at der var et behov for tryghedsvandringer for at bedømme de trafikale og andre tryghedsmæssige udfordringer på de nye skoleveje. Vandringen skal gerne afdække, om der er ordentlige udsigtsforhold, afstribning, fortove osv., og om man på ruten passerer områder, som eleverne kan være utrygge ved at færdes i, siger Paul Hartvigson, der driver byvandring.nu.

Succes i Sverige

DKR støtter projektet, for at få mere erfaring med brugen af tryghedsvandringer i Danmark.

- I Sverige har man haft succes med at ændre områder på baggrund af tryghedsvandringer. Vi håber, at det samme vil ske i Danmark. For tryghedsvandringer er en god måde at høre borgere på, som normalt ikke høres, inden der tages beslutninger om byudvikling. Og vi tror på, at det at borgerne bliver hørt, og det at der bliver gjort noget ved områderne fra kommunens side, vil skabe tryghed, siger Merete Djurhuus, konsulent i DKR.

Borgerne har idéerne

Paul Hartvigson er enig i, at dialogen mellem borgerne og kommunen kan være nøglen til tryghedsskabende lokale initiativer.

- Tryghedsvandringer bygger på at beboere og brugere af et område har kompetencerne til at bedømme det. Det er hele idéen med det. Jeg går rundt med folk, og de tager stilling til området, siger Paul Hartvigson.

Den første overblikstur finder sted tirsdag d. 29. maj på Hillerødgades Skole, Ørholmgade 8 fra 15.30 - 17.30. Observationer og forslag fra elever og forældre gives videre til kontoret for Sikre Skoleveje i Københavns Kommune og andre relevante aktører som Lokalpolitiet. Skolevejsundersøgelsen sker også i samarbejde med Nørrebro Lokaludvalg.

Det Kriminalpræventive Råd hører under Rigspolitiet. Rådet arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund.