Det Kriminalpræventive Råd

Skoleklasser kan forebygge kriminalitet

Pressemeddelelse   •   Feb 17, 2014 10:58 CET

Elever fra klasser med høj social kapital havner sjældnere i kriminalitet, viser en undersøgelse om unge i folkeskolen. Klassens fællesskab og forældrenes rolle er et af temaerne på Den Kriminalpræventive Dag.

Hærværk, tæsk og tyveri. Det kan skoleklasser forebygge ved at have et godt sammenhold. Elever i klasser med høj social kapital havner nemlig i mindre grad i problemer. 

Det viser SSP-Samrådets seneste Ungeprofilundersøgelse om unge i 7. - 9. klasse i fem byer i Sydøstjylland. Ifølge undersøgelsen har elever i klasser med høj social kapital sjældnere taget stoffer, slået andre, lavet hærværk eller butikstyveri. Det modsatte er tilfældet i klasser med lav social kapital. 

SSP-konsulent i Skanderborg Kommune Benny Husted oplever samme tendens i sit daglige arbejde. Han støder sjældent på elever fra klasser med en høj frekvens af sammenhold og fællesskab. 

- I mit arbejde som SSP-konsulent møder jeg næsten aldrig unge fra klasser med høj social kapital. De får for eksempel sjældent problemer med for meget alkohol, siger Benny Husted. 

Til gengæld render han ind i elever fra klasser, hvor sammenholdet og trivslen halter. Et styrket fællesskab i klassen er altså en central forebyggende indsats mod kriminalitet. 

- De unge har travlt med at være en del af et hierarki. Hvis de ikke trives, risikerer de at finde alternative fællesskaber, som kan være problematiske, siger Benny Husted.


Trivsel i skoleklasser forebygger kriminalitet.
Trivsel i skoleklasser forebygger kriminalitet.

Forældrenetværk skal starte tidligt

Derfor skal arbejdet med trivsel i skolen starte tidligt og helst begynde allerede, når eleverne starter i skole. Allerede her kan forældrene gøre en indsats.

- Når forældre involverer sig i hele klassens sammenhold tidligt får de et gladere barn og kan forhindre, at nogle børn bliver udstødt og kommer ud på et skråplan. Det kræver, at de lærer hinanden og børnene at kende, siger projektleder i DKR og TrygFonden Anette Aaby Hansen. 

Det er baggrunden for et projekt om forældrenetværk fra DKR, TrygFonden og Skole og Forældre og en workshop på Den Kriminalpræventive Dag den 8. april. Her bliver undersøgelsen præsenteret sammen med konkrete redskaber til, hvordan både skoler og forældre selv kan løfte forældres samarbejde om klassens fællesskab. 

Det er første gang, at undersøgelsen om de unge har et afsnit med om social kapital, der er blevet udarbejdet i samarbejde med professor ved Københavns Universitet Flemming Balvig. Undersøgelsen er fra november 2013 og er støttet økonomisk af DKR.

Det Kriminalpræventive Råd hører under Rigspolitiet. Rådet arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund.